6. november til 12. december 2004. 5 uger i New Zealand - og kun for at fiske! Virkeliggjort af et medlemstilbud fra Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med rejsebureauet MyPlanet.

Lang tid før DSF annoncerede tilbudet i "Sportsfiskeren" havde vi egentlig planlagt en familieferie derned, men forskellige omstændigheder ændrede dette. DSFs tilbud kom derfor lige på det rette tidspunkt, så nu stod den altså på fiskeri i stedet sammen med min fiskekammerat Per fra Kolding.

Turen havde været bestilt næsten et helt år forud, det var helt uvirkeligt, at det endelig var nu ...

Første mål var kystfiskeriet. Vi havde hørt mange historier om det fantastiske kystfiskeri efter kahawai, kingfish, snapper og haj. Det skulle prøves.
Vi var godt nok kommet lige tidligt nok på sæsonen, men alligevel.
Fiskene kommer med de varme havstrømme nordfra, så planen var at suse nordpå til Bay of Islands.
Vi fandt en fin campingplads i Russels, en lille flække ved kysten midt i Bay of Islands og fiskede i fra klippeskærene i Oneroa Bay og Waihihi Bay.

Vi havde alt det fine flue- og spinnegrej med, men de lokale havde ikke andet end en hovedrysten tilovers for det. Det eneste, der virkede, var surfcasting bundmede med døde pilchards (en sildelignende fisk) eller stykker af makrel eller småtun. Alm. spinne- eller fluefiskeri fra kysten som vi en vandt til gav ingen kontakt med fisk.
Vi skulle da også lige prøve storvildtfiskeriet fra båd efter Kingfish, Marlin og Tun. Det gav en dejlig dag på havet i høj solskin, men vi fik ikke kontakt med andet end Barracoutas.

Næste stop på nordøen var området omkring Lake Rotorua. I Lake Rotorua, Lake Rotoiti og Ohau Channel er der masser af brownies og regnbuer, men igen var vi for tidligt ude.
Hvis man vil trolle, topper fiskeriet når søerne bliver så varme, at fiskene samles i det kolde vand ved åudløbene.
Vi fik kontakt med fisk, men ikke mange, og det var fiskeriet tidlig morgen og om aftenen, der gav.
Vi fik også afprøvet vore flyderinge i en af de mindre søer, Lake Okareka.

I Rotorua ligger The Maori Arts and Craft Institute og det geotermisk aktive område Te Whakarewarewa.
Det er en af de atraktioner, man som turist skal besøge, så det gjorde vi selvfølgelig.

Videre til Lake Taupo til byen Turangi, der markedsfører sig selv som intet mindre end "The Trout Fishing Capital of the World".
Her var det nymfefiskeriet i Tongariro River, der skulle afprøves. Dette fiskeri er så kendt, at det har givet navn til et helt begreb indenfor lystfiskeri: "Tongariro Nymphing". Vi prøvede også den nærliggende Tauranga-Taupo River (T-T River), og vi fik også lige dyppet flyderingene igen, denne gang i Lake Okataina.

Lige syd for Lake Taupo ligger også Tongariro National Park med bjergene Mt. Ruapehu, Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongariro, der ud over at være filmlocation i Ringenes Herre også er kendt for det, der beskrives som New Zealands smukkeste en dags trek, Tongariro Crossing, så det måtte vi selvfølgelig også lige prøve.

Vi havde desværre lejet vores bil hos New Zealands største svindler, David Morris / Downtown Rentals i Auckland. Problemerne med ham kulminerede medens vi boede i Turangi og resulterede i, at vi var nødt til at lade bilen stå der.
Vi skulle videre til sydøen og vores tur skulle slutte i Christchurch. Det eneste sted, hvor vi sådan lige med dags varsel kunne leje en autocamper, der skulle afleveres i Christchurch var - i Christchurch! Vi måtte derfor tage bussen til Wellington, færgen videre over til Picton - overnatte der - og så den efterfølgende dag videre med bussen til Christchurch.

2 dage senere stod vi i Christchurch og nu med en rigtig autocamper.
Første mål var nogle af de øvre tilløb til den mægtige Buller River i det nordvestlige hjørne af Sydøen.
Vi fiskede i to af tilløbene, Maruia River og Owen River, begge billedskønne strækninger og med det efterhånden så velkendte ginklare vand. Det er ikke let for et par klodsede danskere; et blindkast hen over fisken og pist, er den væk. Nul fisk på tasken, men sikken oplevelse.

Videre ned langs vestkysten til en af de mange søer. Valget var faldet på Lake Kaniere. Med omslag i vejret, hundekoldt om natten og regn blev det en blandet fornøjelse, Per nåede at fange en enkelt aborre fra flydering inden vi flygtede videre sydover.

Lake Wanaka, hvilken forandring. Sol og blå himmel igen.
Den lokale ranger (politimyndighed) var også områdets eneste grejforhandler, Wanaka Sports Center, hvor vi fik kort over søen, oplysninger om fiskeriet og især meget strenge instrukser om, hvor vi ikke måtte fiske(!!!).

Ud til en stor lavvandet bugt Paddock Bay, hvor vi i 3 dage havde et fantastisk fiskeri efter sølvblanke regnbuer og skønne brown trouts (brownies).
De lokale går oppe på bredden og fisker kun efter fisk, som de har set i vandet (sight fishing). De går mest efter brownies, der er meget territoriale og som patruljerer helt ind på 10 cm vand. Regnbuerne går længere ude, dem tager de kun fra båd.
Vi vadefiskede i knædybt vand, og affiskede både det lave vand foran os og grødebankerne ude på det dybere vand; og vi fangede både regnbue og brownies.

Næste stop: Queenstown. Byen, hvor alt det sjove sker.
Per ud og springe faldskærm over et af New Zealands smukkeste bjergområder The Remarkables, jeg en tur i bungy jump ved Kawarau Bridge med A J Hackett, der, hvor det hele i sin tid startede.
Fiskede bl.a. en dag i regnvejr ved Kinloch Station - for enden af 19 km vaskebræt - hvor Dart River løber ud i Lake Wakatipu.
Masser af fisk i vandet, men de var utrolig selektive. De tog kun bittesmå og super-naturtro nymfer fisket lige under overfladen, og selv dem nippede de kun til. Det var spænding på højt niveau.
Ikke uden grund ligger Paradise på vejen fra Queenstown og derud, det er virkelig smukt - når bare det ikke regner altså - men vi var nok desværre efterhånden blevet lidt immune.

Så kom turen til det, som Per havde set mest frem til, Tekapo-Pukaki Canal. På vejen derop stoppede vi lige 1½ time, hvor Ahuriri River løber ud i Lake Benmore. Der snuppede jeg turens absolut smukkeste regnbue en lille prikket skønhed på 45 cm.

I Tekapo-Pukaki Canal ligger verdens højest beliggende laksefarm Mt. Cook Salmon Farm, 677m over havet. De opdrætter chinook salmon, og som alle andre steder undslipper de en gang imellem.
Fiskeriet foregår lige nedstrøms farmen og klods op af burene. Ikke særlig spændende. For de lokale er det ren madfiskeri: bundmede med orm og mindst 60 g bly. Vi så 2 pensionister hale mindst 4 fisk på en 2 - 3 kg op af kanalen i løbet af en eftermiddag.

Det blæste en pelikan, så nymfefiskeri var udelukket, men heldigvis fangede Per en på spin på 2,3 kg, så æren var reddet.

Sidste stop på turen skulle være en af de mange floder, der afvander Canteburry Plains, et fladt område på størrelse med Jylland syd for Christchurch, så fra Tekapo gik turen østover mod kysten, målet var Opihi River.
Vi startede ved Raincliffs ca. 60 km oppe af floden, hvor vi mødte en af de lokale, der uden held havde brugt formiddagen på at fiske stykket igennem.
Han anbefalede os at prøve helt ude ved kysten, hvilket vi også ville, men nu vi var her, skulle vi da lige prøve …
Vi brugte så resten af eftermiddagen ved Raincliffs uden at være til fare for ørredbestanden der.
I løbet af eftermiddagen og aftenen slog vejret om, og næste dag startede med regn.

Selve Opihi River var både uklar og oversvømmet på grund af regnen, så vi prøvede Hae Hae Te Moana River (Temuka River) et sideløb til Opihi River i stedet. Det skulle vise sig at være et godt valg.
Fra State Highway 1 og ned til jernbanebroen er der det mest fantastiske stykke. Floden deler sig i flere løb, og der er masser af huller, sving og overdækkede skjul, hvor vi i løbet af formiddagen begge fangede pæne fisk.

Efter Temuka River blev fiskegrejerne pakket ned, og vi tog tilbage til Christchurch. Fiskeeventyret i New Zealand var slut for denne gang.

Efterskrift.
Dette var kun øjebliksbilleder med fiskeriet i focus.
New Zealand har bare så meget fiskevand, og der er bare så smukt. „Tag det bedste fra alle lande, saml det et sted og du har New Zealand“ er ingen overdrivelse.

Vi lavede en væsentlig fejl på turen, vi ville nå alt alt for meget. Selv på 5 uger skal man begrænse sig til en af øerne og højst satse på 1 sted pr. uge.
Vær også forberedt på at skulle ændre planer fra dag til dag. Især på Sydøen betyder vejr og vind alt for fiskeriet og for oplevelsen af landet.

Til sidst en advarsel.
Det siges at laksefiskeri er farligt - bacillen i blodet og alt det der. Det holder ingen steder! Det finder du ud af, når du har prøvet New Zealand.