www.aotearoa.dk / billederne
 Til top
Transport - Om at køre i New Zealand - AA - FDM service
020

I New Zealand er der er langt mellem alting - set med danske øjne i hvert fald. En bil gør livet meget lettere, når man skal rundt dernede.
Der er uanede muligheder - især for alm. turister- både som kør-selv og med bus, se f.eks. hvad  www.travelnz.com har at tilbyde (og husk nu at komme rundt i alle kroge af deres hjemmeside, de har virkelig meget!).
Vi lejede denne autocamper hos Wendekreisen. Det behøver selvfølgelig ikke at være en autocamper, men det er fedt, fordi det er tilladt at campere i naturen dernede efter nogenlunde samme regler som Allemannsretten i Sverige.
Eneste ulempe ved at køre rundt i en autocamper og overnatte i naturen kan være, at man ikke så let kommer i snak med så mange mennesker, som man ville, hvis man var tvunget til at overnatte på campingpladser eller backpackers places. Det behøver selvfølgelig ikke være et problem, men hav det alligevel med i overvejelserne.
Backpackers er en billig overnatningsform, hvor der ofte er en enestående atmosfære og imødekommenhed. Det må man altså ikke snyde sig selv for at opleve (og man kan få en masse indsigt og gode råd ganske gratis).

kryds1.gif (565 bytes)

I øvrigt kører de i venstre side af vejen, men det vænner man sig nu hurtigt til. Færdselsreglerne er som vore (bare konverteret til venstrekørsel altså) på nær et punkt, og det er vigtigt:
At man generelt skal man holde tilbage for ALT, hvad der kommer fra højre, er i sig selv ikke svært, MEN det gælder altså også - totalt ulogisk set med danske øjne - når du skal svinge til venstre i et kryds, og der kommer en modkørende, der skal samme vej.
Se skitsen til venstre. Den røde bil skal holde tilbage for den hvide bil.

 

021

Det new zealandske AA er en søsterorganisation til FDM i danmark, og er man medlem af FDM, har man ret til stort set de samme ydelser fra AA som fra FDM, man skal bare huske at medbringe sit FDM medlemskort.
Ellers er det er muligt at købe et ½års medlemskab af AA, overvej det seriøst. Se AAs hjemmeside for yderligere information.
Alle seriøse biludlejningsfirmaer tilbyder AA 24 h roadassistance, men et aller andet sted er det nu rart, at man har ret til den juridiske (og anden) assistance også.
AA udgiver kort (touring maps) over hele New Zealand og flere håndbøger, bl.a. den her viste om overnatningssteder. De er gratis og fås på alle turistbureauer og de fleste campingpladser.
Alle hovedfærdselsårer er med på kortene. Brug dem, de er ganske udmærkede.

 

025

Som nævnt er der langt mellem alting.
Vær derfor forberedt på, at det er sådan her, du vil komme til at tilbringe meget af tiden og se størstedelen af New Zealand.

 

442

One-lane-bridge.
En New Zealandsk specialitet, i dag dog mest på sydøen. På en måde symboliserer de fint den grundlæggende new zealandske mentalitet.
Her har man tid - her ta'r man sig tid - "no worries mate".

 

 Til top
541

En road-possum (kiwi-navnet for en vejdræbt opossum).
Vejdrab (roadkills) - især opossums - ser man overalt.
Opossums - i daglig tale possums - er New Zealands største plage og et skrækscenarie over, hvor galt det kan gå, når mennesker ikke tænker sig om (eller ved nok om, hvad de gør ved naturen).

Oprindeligt indført fra Australien af pelsavlindustrien, nu ukontrolleret spredt over hele landet, og DOC (DOC = Department of Conservation ~ Skov- og Naturstyrelsen) anslår, at der i dag er over 70 millioner opossums i New Zealand.
Opossums har ingen naturlige fjender i New Zealand og stortrives i New Zealands frodige tempererede skove. De er i dag en direkte trussel både mod New Zealands oprindelige enestående natur og endemiske fuglearter. Opossums er nataktive dyr, så man ser dem sjældent om dagen. Til gengæld ser enhver god kiwi det som sin borgerpligt - nårsomhelst og hvorsomhelst chancen byder sig - at "klippe" dem med bilen.

 

Fiskeri i New Zealand
464

Retten til fiskeri.
I New Zealand er der intet statsligt fisketegn, og fiskeri i saltvand gratis.
Alle ferske vande er statsejede, og her kræves et "fishing licence".
Der er 2 forskellige. Et for Taupo Fishing District (Lake Taupo med tilløb), et for resten af New Zealand.
Kort til Taupo købes lokalt og koster for et ugekort (i 2005) NZ$ 30.50 ~ ca DKK 125. Kortet til resten af New Zealand koster NZ$ 88 ~ ca DKK 360.
Så det er let, og det er billigt, men man skal vide, at det, man køber, er retten til fiskeri ikke retten til adgang!
Gennem offentlig land "DOC country" er der fri adgang, men meget land er privatejet, så man skal sikre sig "landowners permission" inden man vader ind over markerne. Og som den største selvfølge færdes man langs markskel eller hegn!
I praksis har Fish & Game gjort arbejdet, og overalt ved fiskevandene vil man se deres skilte, der viser, hvor jordbesideren har givet lystfiskere adgang til vandet. Er der ingen skilte, skal man selv opsøge jordbesideren og indhente hans tilladelse.
Det er nu ikke noget at være nervøs for. De fleste giver gladeligt lov og er tilmed taknemmelige over, at man gider ulejlige sig med at spørge. I mange tilfælde vil man tilmed få værdifulde tips om fiskeriet oveni.
Høflighed belønnes.

Grejet.
New Zealand er fluefiskeriets land - i hvert fald, når vi snakker om ferskvand.
Da det næsten ikke kan undgås, at man kommer til at gå langt og i uvejsomt terræn, er 4 eller 5-delte stænger i stangrør er det eneste rigtige.
Førstevalget er en 9' - 9½' fluestang #7 - 8 eller #8 - 9 til nymfefiskeri, vådflue og evt. laksefiskeri. Den stang kommer man ikke udenom. Det er simpelt hen ikke muligt at tumle de tunge nymfer og tilsvarende store indikatorer på lettere stænger. Den er tilpas til søfiskeri med ofte tunge vådfluer som vægtbelastede wullybuggers uden at være for voldsom til de små vådfluer, og endelig er den stærk nok til laksefiskeriet dernede (det er jo ikke Mörrumslaks).
Stang nr. 2 er en 8½' - 9' fluestang #5 - 6 til tørfluefiskeri. Det er typisk store fisk, der fiskes til med tørflue, ikke små stallinger og bækørred som hjemme, så jeg vil ikke anbefale en lettere stang.
Er der plads til flere stænger, så tag også reservestænger med. De kan redde dagen, hvis uheldet er ude, og man står 5 km fra bilen og 200 km fra nærmeste grejforhandler.
Hjul skal være forsynede med en ordentlig bremse og skal ud over linen holde en god portion bagline. Tag evt. et reservehjul med.
Fiskene er meget linesky. Ofte får du kun én chance og ét kast. Undgå derfor flueliner i skrappe farver. En klar gennemskinnelig (farveløs) flueline er suverænt det bedste. Ellers gå efter lyse diskrete grønlige eller blå farver. Skydehoveder eller WF-liner efter temperament.
Taperede forfang bruges ikke ved nymfefiskeri, kun ved alm. vådflue og tørfluefiskeri. Køb en rulle fluo-carbon 0.26 - 0.30 dernede.
Fluer? Tja - jeg har forsøgt at vise nogle fluer i de enkelte afsnit. Generelt vil jeg anbefale at købe dem dernede. De er billigere end i DK, og de lokale ved alt om hvilke fluer, der er sæson for, når du kommer derned. De nymfer, der skal bruges til nymfefiskeriet, finder man under ingen omstændigheder herhjemme.

Læs mere om fiskeriet, fluer m. m. længere nede på siden ved de enkelte billeder.

 

113

På kysten dyrker de kun bundmedefiskeri. Jeg vil ikke sige, at man ikke kan fange på fluer eller med blink som i DK, men de dyrker det ikke selv.
Rigtigt surfcasting udstyr vil nok være perfekt, ellers en kraftig stang 9½ - 11' med kastevægt mellem 20 og 100 gram samt et multihjul med 200 m frisk 0.40 - 0.45 line, så er man godt kørende. Vær forberedt på, at du fanger en masse småfisk. Men bliv ikke forbavset, hvis en stor rokke eller en haj pludselig hilser på.
Køb synk og kroge dernede, den slags har vi ikke herhjemme. Agn fås overalt, større tankstationer har ofte en fryser med agn.
Typisk rigges med 2 kroge af forskellig størrelse og et gennemløbssynk. Som agn bruges pilchards (en sildelignende fisk) eller små makreller. Først trådes synket på linen, dernæst den mindste krog og til sidst bindes den største krog for enden af linen. Agnfisken kroges gennem hovedet med den yderste - største - krog. Med linen bag den bageste krog slås en dobbelt halvstik om agnfiskens hale. Den bageste krog glider løs mellem stik og forreste krog. Gennemløbssynket glider løs på linen bag agnfisken.
Stort blødt kast ud med hele herligheden.

 

 Til top
452

New Zealand er et fredeligt land med venlige indbyggere, og naturen er mildt sagt storslået; men den er også barsk. Specielt den naturlige skov "native bush" - det er ren vildnis. Gå to skridt væk fra stien, og du kan ikke se den længere, drej dig til siden, og du har mistet enhver form for stedsans.
Overalt er der velafmærkede stier; men skal man ud på egen hånd, er specialkort med alle stier indtegnet samt kompas eller bedre endnu håndholdt GPS (samt ikke mindst viden om, hvordan dette bruges!) et must.
Og så holder man sig altså til stier og veje (eller færdes langs vandløb)!
Kort over nationalparkerne fås hos DOC, hvor man også køber "billetter" til overnatningshytterne.
Går du/I ind i nationalparkerne, så efterlad navn samt oplysninger om pårørende, forventet tilbagekomst og hvilken rute du/i forventer at tage hos DOC. HUSK også at melde dig/jer igen hos DOC efter tilbagekomst, ellers sætter de eftersøgning i gang og gæt selv, hvem der kommer til at betale ...

 

Auckland, Wellington
 Til top
075

Skytower by night.
Langt de fleste udenrigsfly flyver til og fra Auckland - City of Sails.
Auckland er New Zealands største by. Til stor irritation især for hovedstaden Wellington er den for de fleste new zealændere også "the big smoke" = der, hvor tingene sker.
Auckland har - som enhver anden storby - en række seværdigheder, bl.a. er en tur op i Skytower et must.
Wellington har til gengæld New Zealand Museum Te Papa Tongarewa, der er mindst lige så stort et must.
Og der er helt sikkert 1000 andre spændende ting at give sig til begge steder, men nu er storbyer altså ikke lige mig, så dette er ikke stedet med begejstrede beskrivelser af Aucklands og Wellingtons fortræffeligheder og "what-to-do"s.
Jeg kan i stedet varmt anbefale et besøg på www.AucklandNZ.com og www.WellingtonNZ.com.

 

Bay of Islands
098

I Russels og omegn var Bay Rod & Reel, Russels det sted, hvor vi fik de bedste informationer.
Det kan ikke siges tit nok. Det er de lokale, der har fingeren på pulsen og de øser gerne af deres viden.

Janteloven eksisterer simpelt hen ikke i New Zealand, og der er ingen hemmelighedskræmmeri om de gode pladser.
Det er så ikke altid, at de har den samme indgangsvinkel til fiskeriet, som vi har; og kystfiskeri med blink eller flue eksisterer stort set ikke i New Zealand. Vi fandt i hvert fald ingen, der vidste noget om det.
Alt, hvad der foregår mere end 500 m fra kysten, har de til gengæld 100% check på.

Fra kysten dyrkes udelukkende medefiskeri, mest bundmede (surfcasting), men det mest udbredte er og bliver fiskeri fra båd, hvilket egentlig ikke er svært at forstå.
Står du på kysten og får en ordentlig fisk på, er risikoen for, at du mister den på grund af de knivskarpe klippeskær meget stor. Og hvor klippeskærene er, der står fisken, så det nytter altså ikke at fiske, hvor der ingen undersøiske skær er.

 

På vej ud mod et klippeskær ved Waihihi Bay.
Vi havde dagen før været rundt forskellige steder, og skærene henne om hjørnet til venstre så både lovende ud og var til at komme til (også selv om det skulle blive højvande inden vi skulle tilbage igen).

 

Allerede efter 10 min har Per flex på klingen, en kahawai har taget agnen. Det ser slet ikke så voldsomt ud, som det var, men det er altså en 20 punds pilkestang, han står med.
Vi havde så kraftige grejer med, fordi vi havde en idé om at prøve at fiske haj fra kysten.
Vi kom dog aldrig så langt, de lokale havde ikke andet end hovedrysten til overs for det. De kunne simpelt hen ikke forholde sig til at fiske haj "just for the try of it" når der nu var snapper, john dory, trevally, kingies, kahawai m. m. samt big-game: marlin og tun indenfor rækkevidde.
Hajer er noget man holder sig langt væk fra og ønsker hen, hvor peberet gror. De er ikke værd at spise, de er farlige, og så æder de de andre fisk man fanger, inden man kan nå at få dem indenbords.
Så hvorfor dog i alverden spilde tid på dem? - og så bare for at sætte dem ud igen!!!!

Ikke desto mindre har jeg stadig fornemmelsen af, at vi måske fik prøvet det alligevel. Den første aften i Oneroa Bay var der et eller andet, der bare flåede line af mit hjul, også selv om jeg havde spændt bremsen på min Ambassadeur 6501 så meget, som jeg turde.
Efter ca 100 meters udløb flåede undervands-eksprestoget linen over mod de skarpe klipper, så vi fandt aldrig ud af, hvad det var.
Jeg har ALDRIG prøvet noget lignende - 20 kgs mörrumslaks er det rene vand ved siden af.
Så måske ...  hvem ved?

 

Per med sin kanon flotte (og pænt store) kahawai på et sted mellem 1½ og 2 kg.
Men - vi var jo kun lige begyndt og begge fulde af fortrøstning om, at der nok var mere hvor den kom fra, så fisken blev hurtigt genudsat efter fotograferingen.
Hvad vi ikke vidste var at det også skulle blive dagens eneste ordentlige fangst og i øvrigt også eneste kahawai den dag.

 

Resten af dagen kom nemlig til at gå med at hive små grådige snappers som denne i land.
De var virkelig en plage, knap havde agnen nået bunden, før de var over den. Der må have været mange af dem, for de huggede som et helt maskingevær, og hvis jeg tog agnen langsomt hjem, fulgte en hel flok med helt op til overfladen.
Vi fangede også nogle andre småfisk af en art, vi ikke kunne bestemme, og Per gentog succesen fra aftenen før med en Sea Perch (denne gang i en noget mindre udgave).

 

Senere på eftermiddagen kørte vi tilbage til Russels og gik til højre langs kysten op til et andet skær, hvor vi lige nåede godt en times fiskeri, inden det blev så højvande, at vi nødtvunget måtte trække os tilbage.
Fangsterne var ikke meget bedre der. Billedet viser den største fisk, som vi fangede der, en trevally i langt under halv størrelse af, hvad de egentlig burde være (den blev selvfølgelig genudsat).

 

124

Den sidste dag i Russels bookede vi en charterbåd. Nu skulle der fiskes kingfish, marlin og tun!
Vejret var med os, ikke en vind rørte sig og blå himmel. Vi startede med at fange agnfisk - små makreller - til fiskeriet efter kingfish.

Det tog lige 10 min, så havde vi agntankene fulde, men så var fiskelykken også brugt for den dag.

 

I stedet for kingfish gik helt fint med at fange barracouta (og selv om de ligner, så er de altså ikke i familie med barracudaen).
Her er Per med en "barra" på lige knap en meter, men - det var jo ikke lige det, vi var ude efter.
Skipper Hamish var helt oppe i det røde felt over dem. "They wreck my gear", hvilket også var rigtigt. Med et tandsæt, der får en geddes til at blegne, tyggede de hvad som helst i stykker.

(Det tog lang tid bare at overtale ham til, at vi kunne tage en op, for at fotografere den!)

 

129

Over middag riggede vi om til marlin og tun.
Grejet hertil er virkelig kraftige sager.
Som agn bruges disse enorme woblere af siliconegummi, der slæbes i overfladen efter båden.

 

 Til top
134

Hjul og stænger er også lidt kraftigere end dem, vi normalt går med på kysten derhjemme.
Lige lidt hjalp det, fiskene var bare ikke hjemme den dag.

Fiskerier efter de store rovfisk foregår ude på kanten af kontinentalsoklen, og fiskene følger med de store varme havstrømme, når de i december begynder at nå sydpå til New Zealand.
Højsæsonen er fra midt januar til sidst i april/begyndelsen af maj.
Det hører også med til historien, at man ikke bare lige tager ud og fanger marlin! Chancen for tun er til gengæld pæn - når man altså ellers er der i højsæsonen.
Ovenstående skal ikke opfattes som en lystfiskers dårlige undskyldning for ikke at have fanget noget, men som forbrugeroplysning til andre, der planlægger at prøve big-game fiskeriet.
Det er på en måde vildt spændende; bare det, at man fisker på fisk op til 700kg og med en gennemsnitsvægt på 100 - 200kg, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen.
På en anden måde er det død-hamrende kedeligt - i hvert fald så længe, man ikke fanger noget! Skipper laver al arbejdet med at rigge til og med at styre båden, man skal bare sidde og glo!

Priserne varierer fra 500 - 3000 NZ$ for en båd inkl. alt udstyr for en hel dag. Mange laver også halvdagsture.
Spørg for hos de lokale grejforhandlere, mange af bådene specialiserer sig i bestemte fiskearter, og der er stor forskel på kaptajnernes engegament, nogle sejler med "turistfiskere" andre med "seriøse" fiskere.
Vi var ude med Blue Sea Charters, og hans engagement fejlede i hvert fald ikke noget.

 

Lake Rotorua, The Maori Arts and Crafts Institute / Te Whakarewarewa
159

Maori student på Te Wananga Whakairo Carving School ved The New Zealand Maori Arts and Crafts Institute i Rotorua. Her oplæres unge maori i det gamle træskærerhåndværk og hele kulturen bag.
Jeg skal ikke ind i en dybere diskussion omkring maori (new zealændere af polynesisk herkomst) kontra pakeha (hvide - hovedsagelig af europæiske herkomst - new zealændere), men blot konstatere, at der i NZ virkelig gøres meget for bevarelsen og anerkendelsen af maori kultur i bredeste forstand.
Og bestemt ikke kun for turismens skyld.

 

168

Ikke desto mindre er maori kultur en stor turist salgsvare. Her bydes vi velkommen af en maori kriger før vi får entre i Te Aronui, maoriernes marae = forsamlingshus / kirke / rådssal, og bliver budt på traditionelle sange / sangleje samt krigsdansen "Haka".
Skuespil for turister javel, men for maorierne er dette altså en hellig ceremoni, og bør anstændigvis tages seriøs og med passende værdighed.

 

210

Udsigt over en del af Te Whakarewarewa, et stort geotermisk område i forbindelse med The Maori Arts and Crafts Institute, med den centrale Pohutu geyser i fuld vigør.
Forrest i billedet de for New Zealand så karakteristiske fern trees.

 

 Til top
204

Kogende mudder fra en af de mange mod pools i området. Mudderet er fuld af mineraler og siges at have helbredende virkning mod hudsygdomme.
Det er dog næppe anbefalelsesværdigt ligefrem at bade i det kogende mudder.

 

Lake Rotorua, fiskeri
143

O'Keefes, Rotorua
Der findes flere grejforretninger i Rotorua, men O'Keefes er uden sammenligning der, hvor du får den bedste og mest kompetente rådgivning.
Lyt og lær, de har styr på det!

Her er et link til en af de bedste sider på nettet om fiskeri i og omkring Rotorua.

 

2630

Et udvalg af fluer til Lake Rotorua
Øverst et udvalg af Wully-buggers i sort / brun / oliven, med og uden vægtbelastning.
I midten 3 lokale olivengrønne + 1 grå zonkerfluer samt en flue med fosforiserende krop (og gule øjne) til aften- og natfiskeriet.
Derunder igen Hamills Killer og nederst 2 variationer af Grey Ghost.
Krogstørrelser: 10 - 8 - 6, små fluer til Lake Rotorua, større fluer til de andre søer omkring.

 

151

Så er vi ved at gøre klar til flyderingsfiskeri i Lake Okareka lige syd for Lake Rotorua. Vi havde store forventninger til flyderingsfiskeri, men vi fandt ud af, hvorfor det ikke er udbredt i NZ.
Søfiskeri er koncentreret omkring udmundingerne, og som så mange andre lande er flyderinge ligestillede med både, så her gælder reglerne med 300 m afstand fra udløb.
Alle seriøse søfiskere har som den største selvfølge en båd med alle de fordele, det indebærer.
Så, hvis nogle af jer planlægger at tage flydering med til NZ - glem det!

 

145

Hamurana Stream lige før udløbet på nordsiden af Lake Rotorua. Gin-klart vand når det er bedst. Det er ikke til at se det, men vandet i strømrenden er 3 - 4 m dybt. Vi spottede et par regnbuer i et dybt hul, men havde ingen mulighed for at fiske effektivt på dem.

 

217

På fluefiskeri efter regnbuer i Lake Rotorua ved udmundingen af Hamurana Stream.
Fiskeriet foregik med små olivengrønne eller grå vådflueefterligninger af smelt, det foretrukne bytte for søens regnbuer og brownies. Om aftenen var en lokal flue med fosforiserende krop, vinge af påfugleherl og ambulancerød hale den absolutte favorit.

 

 Til top
221

En lille regnbue på godt 35 cm fra Lake Rororua.
Tusmørket var det absolut mest "hotte" tidspunkt. I løbet af dagen havde vi for det meste mundingen for os selv, men omkring mørkets frembrud kom de lokale lige ned for at checke vandet af. Fisken blev taget på ovennævnte flue med fosforiserende krop.

 

Lake Taupo, Tongariro River

Efter Rotorua gik vores tur videre sydpå til Tongariro River. Tongariro River er nok den mest kendte flod på nordøen. Floden løber til Lake Taupo i det syd-østlige hjørne og har en enorm opgang af regnbuer (men højsæsonen er selvfølgelig ikke november - december, men juli - august).
Som det eneste område i New Zealand kræver fiskeri i Lake Taupo og floderne, der løber til Lake Taupo et specielt fiskekort (ud over det statslige fisketegn). Se mere herom på DOCs hjemmeside The Taupo Fishery.
Tongariro River løber lige forbi byen Turangi hvor bl.a. forretningen Sporting Life Turangi ligger.
Forretningen har deres egen hjemmeside, som de dagligt opdaterer med information om fiskeri, vejr, og vandstand. Hvad de fyre ikke ved om det lokale fiskeri er ikke værd at vide.
Desuden ligger Tongariro National Trout Centre også i Turangi. Her er der mulighed for at få et godt indblik i fiskenes forunderlige verden også på en måde, så børn kan være med.

2640

Fluer m.m. til Tongariro River.
Øverst til venstre: Strike-indikator.
Af uransagelige grunde er alt andet end garn forbudt som strike indikator, så der er ikke andre muligheder. Hjemmelavet af polypropylene (der i sig selv er vandafvisende) eller som denne færdigkøbt og derefter godt imprægneret med en siliconespray.
Ikke noget med taperinger her. Forfanget laves af den bedste og klareste 0.26 til 0.30 line, som du kan finde. Fluo-carbon er suverænt det bedste.
Der fiskes altid og uden undtagelse med 2 nymfer. En ordentlige svend som vægtbelastning og så en ubelastet nymfe eller æggeflue som den, der primært fisker.
Der rigges som følger: 1½ - 2 stanglængder forfang i enden af fluelinen. Strike indikatoren fæstnes i samlingen mellem forfang og flueline. Den tunge nymfe bindes i enden af forfanget. Et nyt stykke forfang bindes i krogbøjningen på den tunge nymfe, og 20 - 25 cm nede af dette bindes den ikke-belastede nymfe. 99% bruger en æggeflue som den sidste.
Vi hyrede en guide tre timer - Ian Jenkins - til at vise os lidt omkring og til at sætte os ind i, hvor og hvorledes de fisker nymfe i Tongariro River. Pengene var virkelig givet godt ud, han var virkelig professionel. Alene det at kaste med de tunge nymfer og den specielle rig med en så stor strike indikator kræver en hel anden kasteteknik, end den vi er vandt til hjemmefra.

Vi gjorde i øvrigt den iagttagelse, at hvis man fisker med en vægtbelastet nymfe + en æggeflue på et sted, hvor der både er regnbuer og brown trout, så tog regnbuerne æggefluen og brovnierne tog nymfen - unden undtagelse.

 

245

Regnbue på ca 50 cm fanget med nymfe "the Tongariro way" i Breakfast Pool i Tongariro River.

 

359

Dette billede siger bedre end mange ord, hvor meget fiskeriet betyder for Turangi.

 

 Til top
354

Udsigt over Breakfast Pool i Tongariro River med Major Jones Swing Bridge i baggrunden.
Det var ud for poppeltræerne på højre bred, at jeg fangede min regnbue.

 

Tongariro crossing

Har man sagt Turangi og Tongariro, så har man også sagt Tongariro Crossing.
Lige syd for Lake Taupo ligger Tongariro National Park omkring bjergområdet bestående af Mt. Tongariro, Mt. Ngauruhoe og Mt. Ruapehu.
At gå Tongariro Crossing er et must, det må man simpelt hen ikke snyde sig selv for!!
Det er en 17 km vandretur, som de fleste - i hvert fald om sommeren - kan være med på. Turen tager 7 til 8 timer og der er 3 seriøse stigninger, resten er ren spadseretur.
Højeste punkt er Red Crater med 1866 m. Man kan lave en afstikker (+ 2 til 3 timer) op til toppen af Mt. Ngauruhoe (2287 m), men den er til gengæld ikke for tøsedrenge og kræver, at kondien er i orden.

 

266

Mangatepopo Valey til Soda Springs ca 2 timer.
Vi starter i ca 1100 m højde. Det første stykke af Tongariro Crossing går gennem det flade terræn i Mangatepopo Valey. Her et vue ind gennem dalen taget lige efter Mangatepopo Hut med Mt. Tongariro i baggrunden.
Der er stadig morgendis i luften, og den sorte skygge, der anes til højre i billedet, er skyggen fra forbjerget til Mt. Ngauruhoe.

 

267

Halvvejs inde i Mangatepopo Valey, hvor en stor lavastrøm en geng standsede, kommer den første lille (og lette) stigning. Efter denne skifter dalen udseende. Der er tydeligt mere barsk og bevoksningen får sværere og sværere ved at klare sig. Vi er nu i over 1300 m højde.
Her ses forbjerget af Mt. Ngauruhoe i baggrunden. Det er lige før man forventer en flok orker komme stormende.
Manatepopo Valey slutter i ca 1400 m ved Soda Springs for foden af Devils Staircase.

 

274

Devils Staircase ca 45 min.
Hvorfor den hedder det, ved man, når man som her står på toppen af den og kigger tilbage og ned i dalen. Dette er standardturens hårdeste klatring, næsten 300 m høj, gennem rå lavablokke og med en stigning på mellem 45 og 60 º.

 

269

For de barske er der så muligheden for at tage afstikkeren op til toppen af Mt Ngauruhoe. Beregn ekstra min. 2 timer hertil.
Billedet er taget ca halvvejs oppe i ca 2000 m højde tilbage mod Mt. Tongariro (1967 m) og South Crater.

South Crater til Red Crater ca 1 time.
Turen gennem selve South Crater er fuldstændig flad og uden stigning. Herefter påbegyndes stigningen op til Red Crater, standardturens højeste punkt. Det er samtidig turens næsthårdeste stigning. Den stiger dog ingen steder mere end 45 º, men der kan være glat. Belønningen er en fantastisk udsigt, hvor man i helt klart vejr kan se tværs over nordøen fra Hawkes Bay i øst til Mt. Taranaki i vest.

 

279

Vender man sig mod syd, og er vejret med en, har man turens absolutte flotteste udsigt tilbage over South Crater med Mt. Ngauruhoe i ensom majestæt mod den blå himmel.
Mt Ngauruhoe blev i øvrigt brugt som Mt. Doom i Peter Jacksons filmatisering af professor J. R. R. Tolkiens mesterværk "Ringenes Herre", og Frodo og Sams vej op af bjergsiden blev filmet på skråningerne af Mt. Ruapehu 15 km syd for Mt. Ngauruhoe.

 

284

Mod øst ligger selve Red Crater med de fantastiske og karakteristiske røde og sorte farver. Den størknede magna fra væggen i krateret er hårdere end den omkringliggende klippe og står tilbage efter at klippen omkring næsten er eroderet væk.

 

293

Mod nordøst: udsigten gennem Outere Valey. Man ser tydeligt lavastrømmen fra et tidligere udbrud.

 

294
285

To nærbilleder af skråningen ned i krateret.
En påmindelse om, at det stadig er vulkansk aktivt område vi befinder os i (det er ikke skyer, man ser mod skråningen, men svovlholdige dampe, der trænger ud af skrånningen).

 

286

Mod nord-nordvest: udsigten over et hjørne af Central Crater mod Te wai-whakaiata-o-te Rangihiroa (Rangihiroas Spejl) eller Blue Lake, der ligger i North Crater og med Mt. Rotopaunga i baggrunden. Søen er tapu = hellig for Maori.
Samtidig giver billedet lidt en forståelse for, hvorfor vejret kan skifte som et knips med fingrene.

 

290

Forfatteren med Emerald Lakes i baggrunden.
Stik nord ligger Ngarotopounamu eller Emerald Lakes. Billedet er taget i modlys og yder desværre overhovedet ingen retfærdighed overfor søerne. Vi er nu halvvejs gennem turen, og her er stedet til at tage et hvil og nyde den medbragte madpakke sammen med udsigterne.
Samtidig er der mulighed for at få varmet bagdelen. Man skal ikke sidde længe, før varmen fra vulkanen trænger igennem, og skraber man en hulning i underlaget, mærkes varmen øjeblikkeligt.

 

306

Red Crater / Emerald Lakes til Ketetahi Hut ca 2 timer.
Efter nedstigningen til Central Crater (ca 1700 m) kommer turens tredie og sidste stigning op til Blue Lake, der ligger i knap 1800 m højde.
Derefter videre rundt om North Crater, hvor man gennem slugten mellem Mt. Tongariro og Mt. Rotopaunga igen mødes af en storslående udsigt med Lake Rotoaira og Mt. Kakaramea / Mt. Tihia kæden i baggrunden.

 

318

Længere fremme midt i de smukke alpine landskab på nordskråningen af Mt. Tongariro ligger den sidste hytte på turen Ketetahi Hut.
Herfra er det ned af bakke resten af vejen.

 

 Til top
332

Ketetahi Hut til opsamlingsstedet ca 2 timer.
Efter Ketetahi Hut går turen gennem et stykke privat land, hvor Ketetahi Springs ligger. Ketetahi Springs er en svovlstinkende påmindelse om, at vi færdes på vulkaner. Bækken derfra - Manga-a-te-tipua Stream eller, hvis vi skal være helt korrekte, en af tilløbene til den - er giftig, fyldt bl.a. med svovlsyre, borsyre, ammoniak og andre rare sager: magnesium, diverse kalciumforbindelser og jern.
Vandet (eller hvad man nu skal kalde det) i bækken er varmt, op til mellem 75 og 90 ºC..
Turen slutter med et laaaangt stykke gennem native bush hvor det - på nær 2 steder, hvor man krydser et par lavaudløbere fra et ældgammelt udbrud fra Te Maari - hele tiden går langsomt nedaf. Flere steder følger stien Manga-a-te-tipua Stream.

 

Christchurch, Rakaia River
388

Cathedral Square i Christshurch på en forblæst sommerdag med katedralen og Neil Dawsons smukke skulptur Chalice.
Chalice er 18 m høj og blev opført for at fejre årtusindeskiftet og 150års jubilæet for grundlæggelsen af Christchurch og Cantebury.

 

 Til top
390

Rakaia River med Southern Alps i baggrunden.
Ca 1 times kørsel syd for Christchurch krydser State Highway 1 Rakaia River.
Vejbroen over floden er 1,8 km lang og var, da den blev åbnet i 1939, den længste vejbro på den sydlige halvkugle.
Byen - og det skal man vist være kiwi for at kalde den - Rakaia er en lille søvnig flække med under 1000 indbyggere.

Rakaia River er en af de store - hvis ikke den største - østvendte lakseførende flod på sydøen, og på grund af laksefiskeriet i floden kaldes byen Rakaia for "The Salmon Capital of New Zealand". Når man kommer nordfra, ligger der en lille campingplads på venstre hånd lige efter broen. Der sælger de relevant fiskegrej og har fingeren på pulsen om, hvad der sker hvor og hvornår mth. fiskeriet i floden.
Fiskesæsonen går fra oktober til april med den absolutte højsæson i januar - februar.

 

Buller River og tilløb
2660

Tørfluer
De fleste kiwier fisker helst med nymfer. Kun i gin-klart vand forstås og u-de-lukkende til sighted fish.
Hvis vandet har den mindste smule farve eller er den mindste smule uklart, er standardbemærkningen: "fishin' 's no good today mate, a waste of time".
På søerne - og vel at mærke KUN direkte i udmundingen af en stream (ellers er det trolling eller nymfing fra opankret båd "over the weedbeads") - fiskes der også med vådflue. Men de er nu ikke meget for det.
Det eneste alternativ er tørflue, når der er klækninger, eller når der er sæson for f. eks. the green beetle (der er en elendig flyver) bliver blæst eller skvatter i vandet.
Det er derfor en god ide også at medbringe en æske med tørfluer. Gode anerkendte mønstre er f. eks.: Royal Wullf, Green Humpy, Kakahi Queen, Twilight Beauty, Adams.

 

414

Buller River er en af de mægtigste floder på sydøen. Den starter ca halvvejs mellem Blenheim og Westport ved udløbet af Lake Rotoiti tæt ved St. Arnaud og følger derfra State Highway 6 vestover til Westport.
For lystfiskere er den mest interessante del af floden dens tilløb og selve hovedløbet fra St. Arnaud og til 11 km. nedstrøms Murchinson, hvor SH65 går fra mod Christchurch.
Der er fiskepladser nok til et helt liv alene i Buller River med tilløb, og uden hjælp står man som Moses ved Det Røde Hav.

Heldigvis er der også her god hjælp at hente på en af Fish & Games undersider.

 

397

Maruia River.
Mellem Murchinson og Springs Junction løber Maruia River, og flere steder langs SH65 er der fin adgang til floden. Ca halvvejs ligger Maruia Falls, der blev dannet efter et jordskælv i 1929. Maruia Falls spærrer for opgang, ikke desto mindre rummer floden en pæn bestand af brownies både op- og nedstrøms faldet.
Vi overnattede på flodbredden ca 17 km før Springs Junktion og fiskede den efterfølgende morgen og formiddag på en billedskøn strækning. Vi fangede ikke noget, men fra en vejbro kunne vi i det klare vand se flere og rigtig store brownies.

 

407

Owen River, et noget mindre tilløb til Buller River ca 18 km. opstrøms Murchinson.
Owen River er absolut anbefalelsesværdig, men en kilometers penge oppe af floden ligger der en fiskelodge, så fiskepresset på floden er nok relativt højt.
Af samme grund søgte vi op af floden, så langt vi kunne komme. Her er vi helt oppe i den øverste del af Ower River ved et af de få steder, hvor der var endog meget let adgang til floden.

 

409

Pürsch i Owen River.
Owen River er et drømmevand, men svært af fiske på den øverste strækning, hvor floden løber nede i en slugt.
Owen River er gin-klar og ideel til at se fiskene i, da træerne langs floden skaber skygge og derved nedsætter lysets reflektioner i overfladen.

 

 Til top
416

Lave morgenskyer i bjergene.
Vejret skifter hurtigt i bjergene, og om natten kan det være hundekoldt.
Her en morgenstemning fra det øverste af Buller River.

 

Lake Kaniere, Fox Glacier
419

Gråvejr, regn og hundekoldt ved Lake Kaniere.
DOC har en campingplads ved Lake Kaniere. Pladsen er udmærket, men fiskeriet var ikke noget at skrive hjem om.

 

433

På vej videre sydpå passerer man de to store gletchere, Franz Josef Glacier og Fox Glacier. Man kan ikke andet end blive imponeret over, at dalen her ca 1 km foran Fox Glacier for mindre en 200 år siden var fyldt med is.

 

 Til top
440

Udmundingen af Fox Glacier. I godt vejr kan man se langt op over gletcheren, men ikke lige den dag, vi var der.

 

Lake Wanaka
2650

Et udvalg af fluer til Lake Wanaka.
Igen er det nymfer, der er det store hit. I Wanaka Sports Centre, der er stedet for lokal fiske-info fortalte de, at en stor del af fødegrundlaget i søen er snegle, og at der desuden generelt fanges godt på olivenfarvede dragonfly nymphs samt universalnymferne GRHE og Hare-and-copper.
Fluerne på billedet er: Venstre række oppefra: Dark Lord, Hare-and-copper Gold Bead, Zug Bug (en udmærket snegleimitation) og Copper Johnny Copper Bead. Højre række: Dragonfly Olive, Pheasants Tail Copper Thorax, Hares Ear, Hare-and-copper.
Fiskes the standard New Zealand way: Stor vægtbelastet nymfe forrest fulgt af en mindre ikke-belastet nymfe. Da det ikke er strømvand, fiskes der uden indikator, og fluerne tages hjem, som var det traditionel vådflue.

Vi fandt ud af, at de lokale slet ikke vader ud i vandet, men fisker brown trout helt oppe fra bredden. Mange tager end ikke vaders på, når de tager ud at fiske (i hvert fald i Paddock Bay).
Brown trout har deres revir, som de afpatruljerer, og de kommer helt ind på lavt vand (10 - 20 cm dybde).
Regnbuerne interesserer de lokale sig egentlig ikke for - så skal man jo vade ud i vandet og skræmmer the brownies væk!

Desuden er det jo blind-fiskeri; man ser ikke fisken, og det kan kiwierne slet ikke forliges med!
Sight-fishing efter brownies kræver solskin og helst vindstille. Solskin havde vi pletvis, og vindstille kun i få øjeblikke.
Desuden var vi jo vandt til blindfiskeriet, så vi vadefiskede altså, omend vi gik lidt forsigtigt til værks.

 

465

Og det gav da også pote.
Per med flex på klingen, en regnbue har taget nymfen.
Vi fiskede fra ankel- til knædybt vand ud over spredte grødebanker på godt en meters dybde, det var der vi fandt regnbuerne.
Regnbuerne fulgte fluerne lige til kanten af grøden før de tog dem. Indtagningen skulle helst foregå i et frisk tempo, så det var bestemt ikke snegle, som de tog fluen for.

 

468

En skinnende blank regnbue på 45 cm fra Paddock Bay.

 

472

Flot browntrout på 55 cm og knap 2 kg fra Paddock Bay.
Jeg havde lige mistet en hidsig regnbue og var gået op på land for at give vandet fred et par minutter og samtidig skifte fluer og forfang.
Man ser det ikke på billedet, men det blæste faktisk temmelig kraftigt, og selv om vandet var krystal klart, var det umuligt at se fiskene.
Da jeg startede fiskeriet igen, var det næsten helt inde fra bredden. Denne her stod på under ½ meter vand og tog fluen i mit tredie kast på ved ud.

 

482

Per havde rigtig heldet med sig den dag.
Brown Trout på 50 cm.

 

 Til top
489

Paddock Bay med Harris Mountains i baggrunden.
Så bliver det ikke meget smukkere.

 

Queenstown
523

The Remarkables, Queenstown.
Bjergene står som en fast kulisse for Queenstown, og der er et eller andet betagende over dem. For Tolkien fans er det værd at bemærke, at det er The Remarkables, der bruges som Misty Mountains i indledningen til 2. del af trilogien Ringenes Herre "De To Tårne", hvor der zoomes ind over bjergene og ned til Gandalfs kamp mod balroggen i Khazad Dûm.
New Zealand er Middle Earth, ikke kun i Peter jacksons fantastiske filmatisering af professor J. R. R. Tolkiens mesterværk "Ringenes Herre" men også i virkeligheden. Godt nok er meget af filmene lavet digitalt, men landskaberne og inspirationen findes live i New Zealand. Man forstår det først, når man har været der. Få en smagsprøve på nettet her, her, her eller her.

 

p01

Embrace the fear
Queenstown er stedet for ekstremsport.
Faldskærmsudspring, hanggliding, paragliding, parasailing, bungyjump, 4WD off-road ture af alle slags, dykning, fly-by-wire, white-water rafting og -surfing, guldgraverture, skisport og og og - listen synes endeløs.
Find det hele bl.a. på Queenstowns to hjemmeside her og her. Per tog springet fra 12.000 fod - frit fald i 45 sek. - og jeg skulle hilse fra ham og sige, at det var en oplevelse, der sparker r... Bookes hos NZone. De springer både i Rotorua og i Queenstown; vælg dem i Queenstown, det er bare nr. 1.

 

538

Kawarau Bridge, 43 m bungyjump med A. J. Hackett.
Stedet hvor hele byngy-eventyret begyndte.

 

1855

Been there - done that!
Det skal altså bare prøves. Det kildrer lidt i maven, og det er noget af en overvindelse at tage springet. Bagefter er det bare så fedt! Det gør altså noget ved en.

 

 Til top
498

Der kan skam også fiskes i Queenstown
Lake Wakatipu huser både regnbuer og indsølaks, og der er mange interessante tilløb til søen. I den nordlige ende ved Glenorchy løber Dart River til Lake Wakatipu, og mundingen er berømt for sit gode fiskeri. Fiskeriet foregår desværre ved Kinloch Station på modsatte side af tilløbet for enden af små 10 km. vaskebræt.
Vi tog derud i øsende regnvejr og oplevede et ophidsende fiskeri, hvor vi kunne se fiskene tage nymfer i overfladen i det gin-klare vand. Vi fik da også fiskene til at nappe, men hænge på ville de ikke.
Et par dage senere havde vi til gengæld heldet lidt mere med os ved Wye Creeks tilløb på østsiden af lake Wakatipu, hvor regnbuerne - og det er en regnbue fulgte med helt ind på 5 - 10 cm. vand.
Som alle andre steder; spørg for hos de lokale, fiskeriet er meget afhængig af vejr og årstid.

 

Ahuriri River, Tekapo Canal, Temuka River
569

Stålblank og prikket skønhed på 45 cm fra Ahuriri River.
Fra Queenstown gik det videre mod Tekapo Canal. Undervejs gjorde vi holdt lige nord for Omarama, der hvor Ahuriri River krydser State Highway 8. På venstre hånd er der en parkeringsplads, og det er ren Mercedesfiskeri, man kan fiske lige ud for P-pladsen. Vi listede en tur langs bredden og så en pæn fisk trække i ly under en busk ved en strømrende. I det tredie kast tog den æggenymfen.
Det var bare turens flotteste fisk - sådan skal en regnbue se ud.

 

594

"The Salmon Farm" i Tekapo-Pukaki Canal.
Her opdrætter de hvert år 120 tons king salmon (chinook laks).
Der medfører, at der er en bestand af undslupne chinooks, der langt overstiger den naturlige fødemængde i kanalen. De overlever på spildfoderet fra farmen, og fiskeriet efter dem foregår derfor hovedsageligt på stykket lige nedstrøms farmen.

Fiskeriet er berømt, fordi laksene opnår betragtelige størrelser (langt over 10 kg). Da kanalen er menneskeskabt, er fiskeri med naturlig agn tilladt, og den eneste form for fiskeri, som de lokale dyrker, er bundmede med orm.
Det er også effektivt. På en eftermiddag fangede 2 lystfiskere, der stod på den anden side af kanalen mindst 5 regnbuer.

Hvis nogen spørger mig, så er det dødsygt. At stå og fiske gratis put-and-take i en snorlige kanal uden nogen form for variation - og så i New Zealand af alle steder, hvor de har så meget og så sublimt naturligt fiskevand.

 

582

En king salmon på 60 cm 2,3 kg fra Tekapo - Pukaki Canal.
Sådan ser de ud.

 

622

Sidste stop var det nederste stykke af Temuka River. Her er det især stykket under SH1 vejbroen og derfra nedstrøms til jernbanebroen der er interessant.
Man kan køre helt ned til floden, der løber i et forgrenet delta.
Det havde regnet, og vandet var uklart, men ikke desto mindre havde vi kontakt med 3 pæne fisk i løbet af et par timer på en formiddag.

Der er bl.a. nogle mægtige huller, og sammen med uklart vand er det jo lige guf for en dansk spinnefisker.
Her er Per med en farvestrålende Brown Trout på 60 cm fra Temuka River.

Til top