Te wero (udfordringen) - en del af powhiri (tangata whenuas traditionelle velkomstceromoni).
Aotearoa på verdenskortet
Næsten stik modsat DK på jordkloden, så du kan faktisk ikke komme længere væk.
New Zealand er også et halvstort stort land! Det ser ikke ud af meget på verdenskortet, men der er mere end 2.000 km fra nord til syd.
Sæt min 3 og gerne 4 uger af - pr ø altså! Der er så meget at opleve, så lav ikke en for stram tidsplan og vær forberedt på at skulle ændre planer fra dag til dag.
Vejret betyder meget. Især på Sydøen. Er der godt vejr på 'The Westcoast' er der som regel skidt vejr på den anden side (Marlborough, Canterbury, Otago regionerne) - og omvendt.
Der flyves til Auckland (AKL) på Nordøen og Christchurch (CHC) på Sydøen.
Hvis turen inkluderer begge øer, så overvej at flyve til den ene destination og hjem fra den anden.
TOTALT FORBUDT AT MEDBRINGE!
men selv i NZ har venligheden en grænse!
AL indførsel af frugt, nødder og anden ikke-hjemmehørende natur er TOTALT FORBUDT!
Der er streng kontrol med specialtrænede hunde, og hvis du bevidst eller ubevidst medbringer noget, og det er fuldstændig ligegyldigt hvilken
undskyldning, du kan diske op med, så stopper venligheden, og der falder på stedet som minimum en bøde NZD 400,-.
Der er NO MERCY.
Forbuddet bakkes op af 99,999 % af hele befolkningen, så du vil ikke finde forståelse eller medynk nogen steder. Du vil tvært imod blive anset som
et kæmpe fjols eller det, der er værre.
Statuen i Wellington af Kupe, Kuramarotini og tohunga* Pekahourangi
Navnet stammer fra sagnet om den polynesiske opdagelsesrejsende Kupe Raiatea, der for ca 1000 år siden opdagede landet.
Sagnet beretter, at Kupes hustru, navigatør og rejseledsager Kuramarotini (Hine-te-aparangi) som den første ser en lang hvid sky på himlen, som er et sikkert tegn på land, og udbryder: "He ao! He ao! He ao te roa!” (En sky! En sky! En lang hvid sky!).
Sådan blev det nyopdagede land til den lange hvide skys land - Aotearoa.
Nogle af sydøens maorier fastholder, at Aotearoa kun dækker Nordøen, og at det oprindelige navn for Sydøen er ’Te wai pounamu’ (Jade vandene).
For ikke at blive glemt mener de derfor, at navnet for hele New Zealand rettelig bør være 'Aotearoa me Te wai pounamu'.
Generelt er Aotearoa dog især blandt maorierne accepteret som det rigtige navn for New Zealand.
* en tohunga er stammens vise mand.
Auckland - Tamaki Makaurau - City of Sails
Auckland har tilnavnet 'City of Sails' og er uden sammenligning New Zealands største by.
Til stor irritation især for hovedstaden Wellington er den for de fleste new zealændere også "the big smoke" = der, hvor tingene sker.
Auckland har - som enhver anden storby - en lang række seværdigheder, bl.a. er en tur op i Sky Tower et must.
Hovedstaden Wellington - Te Whanganui-a-Tara
har til gengæld Museum of New Zealand - Te Papa Tongarewa, der er mindst lige så stort et must.
Og der er helt sikkert 1000 andre spændende ting at give sig til begge steder, men det var ikke formålet med turen, så dette site er ikke stedet med begejstrede beskrivelser af storbyernes fortræffeligheder og what-to-do's.
Det kan du i stedet finde på www.AucklandNZ.com og www.WellingtonNZ.com.
Tre slags kiwi
Frugt
Actinidia deliciosa (lat), som det er lykkedes New Zealand at markedsføre over hele verden, stammer fra Kina og hed oprindeligt
kinesisk stikkelsbær (chinese gooseberry).
Fugl
Apteryx spp. (lat) de sidste 5 nulevende underarter af Apteryx familien. Fuglene er meget sjældne, er vingeløse og findes kun i New Zealand.
Menneske
Det almindeligt (især af dem selv) brugte kælenavn for en indfødt new zealænder.
Kiwier (fuglen altså) har altid haft en særlig betydning for maorierne, som oprindeligt brugte dets skind til at lave fjerkapper (kahu-kiwi)
til deres høvdinge. Det forklarer, hvordan maorierne fik tilnavnet kiwier.
Pakeha (der er maoriernes navn for hvide new zealændere) har også adopteret kælenavnet,
så det i dag med lige stor stolthed bruges af alle indfødte new zealændere.
En helt almindelig maori familie - og dem fra turistbrochurerne
Maori er fællesbetegnelsen for alle de oprindeligt polynesiske stammer, der i mange mange år inden de hvides ankomst og kolonisering
levede i Aotearoa.
Når maorierne taler om deres land, bruger de ordet whenua, som ud over land også betyder moderkage.
På samme måde som moderkagen forbinder og føder fosteret, er landet for maorierne det, der opretholder og forbinder dem.
Whenua er en del af folket, folket er en del af whenua, og derfor kalder maorierne sig også tangata whenua (landets folk).
Det er høfligt og et tegn på din respekt og anerkendelse af dem, hvis du omtaler dem som ’tangata whenua’.
Mange maorier er tatoverede. Det er en vigtig del af identiteten og kulturen.
Det er dog de færreste, der har de hellige ansigtstatoveringer, mændenes Mataora Moko og kvindernes Moko Kauae.
I Aotearoa lever to grundlæggende forskellige befolkninger, den oprindelige befolkning af polynesisk oprindelse (maorierne) og efterkommerne
fra de engelske bosættere (pakeha).
Som alle andre steder på kloden, var det næsten lykkedes de hvide kolonister at udslette den oprindelige befolknings sprog, men heldigvis har
fornuften taget over, og siden 1987 er te reo (igen) anerkendt som officielt og ligeværdigt sprog i Aotearoa.
I dag skiltes stort set alt både på engelsk og te reo, der er te reo sprogskoler over hele landet, der undervises i maori kultur, og der er udsendelser på te reo både på tv og i radioen.
Lej en autocamper
I New Zealand er der er langt mellem alting og især Sydøen er meget tyndt befolket (på the westcoast bor der stort set ingen mennesker).
En autocamper er perfekt, fordi det er tilladt at campere i naturen efter nogenlunde samme regler som Allemannsretten i Sverige.
Eneste ulempe er så, at man ikke så let kommer i snak med så mange mennesker, som man ville, hvis man var tvunget til at overnatte på campingpladser
eller backpackers places.
Hav det med i overvejelserne. Backpackers er en billig overnatningsform, hvor der ofte er en enestående atmosfære og imødekommenhed, og hvor man kan
få en masse indsigt og gode råd ganske gratis.
De kører de i venstre side af vejen, og venstrekørsel har især én speciel situation, som det helst ikke må tage for lang tid at vænne sig til nemlig,
at du skal holde tilbage, når du skal svinge til venstre i et kryds, og der kommer en modkørende, der skal samme vej.
Rød bil skal holde tilbage for hvid bil!
Men kun, hvis du skal svinge til venstre i krydset altså. Hvis rød bil skal lige ud, skal hvid bil holde tilbage.
AA - dit sikkerhedsnet
er en søsterorganisation til FDM i danmark, og er man medlem af FDM, har man ret til stort set de samme ydelser fra AA som fra FDM, man skal bare huske at medbringe sit FDM medlemskort.
Ellers er det er muligt at købe et ½års medlemskab af AA, overvej det seriøst. Se
AAs hjemmeside for yderligere information.
Alle seriøse biludlejningsfirmaer tilbyder AA 24 h roadassistance, men et aller andet sted er det nu rart, at man har ret til den juridiske (og anden)
assistance også.
AA udgiver kort (touring maps) over hele New Zealand og flere håndbøger, bl.a. den her viste om overnatningssteder.
De er gratis og fås på alle turistbureauer og de fleste campingpladser.
Alle hovedfærdselsårer er med på kortene, så brug dem, de er ganske udmærkede.
På vejen igen ...
Det tager jo tid at køre fra A til B.
Vær derfor forberedt på, at det er her, du vil komme til at tilbringe meget af tiden og se meget af New Zealand.
Road possum og kort over opossumens udbredelse fra 1870 til 2000
Possums (som de hedder i NZ) er New Zealands største plage. Indført fra Australien af pelsavlindustrien, nu ukontrolleret spredt over alt.
(På sit højeste omkring år 2000 var den anslåede populationen 70 Mio.!)
De har ingen naturlige fjender i New Zealand og stortrives i New Zealands frodige tempererede skove. De ødelægger op mod 21.000 tons vegetation - pr nat! -
og ud over at konkurrere om mad med indfødte insekter, flagermus og fugle, driver de også indfødte dyr ud af deres huler og væk
fra deres redepladser og spiser både dem og deres æg/unger.
De er den absolut største direkte trussel både mod New Zealands oprindelige og enestående natur, dyr og endemiske fuglearter.
Department of Conservation - DOC har iværksat en ambitiøs plan for i 2050 at få udryddet i
hvert fald de værste af alle ikke-hjemmehørende vilde dyr og insekter.
Possums er nr 1 på listen.
Possums er nataktive dyr, så man ser dem sjældent om dagen. De 'fryser', hvis de rammes af lyset fra en bil og enhver kiwi ser det som sin borgerpligt - nårsomhelst chancen byder sig - at "klippe" dem med bilen.
Native bush
Den naturlige skov i NZ "the native bush" er ren vildnis. Mange steder er der velafmærkede stier, og dem holder man sig til. Gå to skridt
væk fra stien, og du kan ikke se den længere, drej dig til siden, og du har mistet enhver form for stedsans.
Skal man ud på egen hånd, og man går aldrig som i A-L-D-R-I-G alene ud i bushen, er specialkort med alle stier indtegnet samt kompas eller bedre
endnu håndholdt GPS med ekstra batterier og viden om, hvordan den bruges, et must.
Glem alt om mobildækning - det findes ikke derude - og glem alt om at blive reddet. New Zealand er tyndt befolket og flere steder direkte øde.
Der kan være flere hundrede kilometer mellem naboer
Så man holder sig ALTID til stier og veje (eller færdes langs vandløb)!
Kort over nationalparkerne fås hos Department of Conservation - DOC,
hvor man også køber "billetter" til overnatningshytterne.
Går du/I ind i nationalparkerne, så efterlad navn, oplysninger om pårørende, forventet tilbagekomst og hvilken rute du/i forventer at tage hos DOC.
HUSK også at melde dig/jer igen hos DOC efter tilbagekomst, ellers sætter de en eftersøgning i gang og gæt selv, hvem der kommer til at betale ...
Det er obligatorisk, og du slipper kun, hvis det er nyt og ligger i ubrudt original emballage. Du skal nok få det med ind EFTER, at det er blevet desinficeret, men som også nævnt andet steds er de hysteriske overfor indførsel af alt ikke hjemmehørende natur.
Her har du adgang til fiskeri
Alle ferske vande er statsejede, og du skal som turist have et 'Non-Resident Licence'.
Der er 2 forskellige. Et for Taupo Fishing District (Lake Taupo med tilløb), et for resten af New Zealand.
Sådan var det i 2004-2005, og er det for så vidt også stadigt, men det der med resten af New Zealand er blevet en sandhed med visse modifikationer.
Flere steder er i dag 'Designated Water' eller 'Controlled Fishery' hvortil der også skal tilkøbes specielle licences, ligesom der flere steder på
Sydøen skal et ekstra licence til fiskeri efter laks.
Opdateret info findes på Fish & Game New Zealands hjemmeside hvor alle licences
også kan købes. Vær opmærksom på, at der er forskellige licences for kiwis og for turister!
Vent evt med at købe, til du er dernede og få råd og vejledning hos de lokale grejhandlere eller på et turistkontor.
Gennem offentlig land 'DOC country' er der fri adgang, men meget land er privatejet, så man skal først sikre sig 'landowners permission'.
I praksis har Fish & Game gjort arbejdet, og overalt ved fiskevandene vil man se deres skilte, der viser, hvor jordbesideren har givet adgang til vandet.
Er der ingen skilte, må man selv opsøge jordbesideren og indhente tilladelse. Det er nu ikke noget at være nervøs for.
De fleste er meget hjælpsomme og er tilmed taknemmelige over, at man gider ulejlige sig med at spørge.
I mange tilfælde vil man tilmed få værdifulde tips om fiskeriet oveni - høflighed belønnes.
Du kommer til at gå langt og i uvejsomt terræn, så 4 eller 5-delte stænger i stangrør er det eneste rigtige.
Førstevalget er en 9' - 9½' fluestang #7 - #8 til nymfefiskeri, vådflue og evt. laksefiskeri. Det er simpelt hen ikke muligt at tumle de tunge nymfer og tilsvarende store indikatorer på lettere stænger, og stangen er tilpas til søfiskeri med ofte tunge vådfluer som vægtbelastede wullybuggers uden at være for voldsom til de små vådfluer. Endelig er den også stærk nok til laksefiskeriet dernede (det er jo ikke 20 kgs Mörrumslaks).
Stang nr. 2 er en 8½' - 9' fluestang #5 - 6 til tørfluefiskeri.
Det er typisk store fisk, der fiskes til med tørflue, ikke små stallinger og bækørred som hjemme, så glem alt om lettere stænger.
Er der plads til flere stænger, så tag reservestænger med. De kan redde dagen, hvis uheldet er ude, og man står 5 km fra bilen og 200 km fra nærmeste grejforhandler.
Hjul skal have en ordentlig bremse og skal ud over linen holde en god portion bagline. Tag gerne reservehjul med.
Vandet er ofte gin-klart og fiskene er meget linesky, så du får tit kun én chance og ét kast.
Undgå derfor flueliner i skrappe farver. En klar gennemskinnelig (farveløs) flueline er suverænt det bedste. Ellers gå efter lyse diskrete grønlige eller blå farver. Skydehoveder eller WF-liner efter temperament.
Taperede forfang bruges ikke ved nymfefiskeri, kun ved alm. vådflue og tørfluefiskeri. Hvis du ikke i forvejen har, så køb en rulle fluo-carbon 0.26 - 0.30 dernede.
Valg af fluer? Tja - det afhænger af, hvor du kommer til at fiske. Længere nede på siden kan du se nogle af de fluer, som vi brugte og hvor.
Køb fluer dernede, så undgår du problemer ved ankomsten til New Zealand. De er desuden billigere end i DK, og de lokale ved alt om hvilke fluer, der er sæson for, når du kommer derned.
De nymfer, der skal bruges til nymfefiskeriet, finder du under ingen omstændigheder i DK.
Et udvalg af fluer vi brugte i Lake Rotorua
Øverst et udvalg af Wully-buggers i sort / brun / oliven, med og uden vægtbelastning.
I midten 3 lokale olivengrønne + 1 grå zonkerfluer samt en flue med fosforiserende krop (og gule øjne) til aften- og natfiskeriet.
Derunder igen Hamills Killer og nederst 2 variationer af Grey Ghost.
Krogstørrelser: 10 - 8 - 6, små fluer til Lake Rotorua, større fluer til de andre søer omkring.
Fiskeri i søen foregår direkte foran udmundingen af en stream (bæk eller å) og med vådfluer. Har man adgang til en båd er det langsom trolling med små blink eller nymphing over the weedbeds (grødebankerne).
Der fiskes efter regnbuer, og de svømmer i store cirkler foran udmundingerne. Hver runde tager samme tid, man kan stille klokken efter dem.
Fluer m.m. til Tongariro River og 'the tongariro rig'
Øverst til venstre: Strike-indikator.
Af uransagelige grunde er alt andet end garn forbudt som strike indikator, så der er ikke andre muligheder.
Hjemmelavet af polypropylene (der i sig selv er vandafvisende) eller som denne færdigkøbt og derefter godt imprægneret med en siliconespray.
Forfang? - Ikke noget med taperinger her. Forfanget laves af den bedste og klareste 0.26 til 0.30 line, som du kan finde. Fluo-carbon er suverænt det bedste.
Der fiskes altid og uden undtagelse med 2 nymfer. En ordentlige svend (de øverste på billedet) som vægtbelastning og så en ubelastet nymfe
eller æggeflue (midten af billedet) som den, der primært fisker.
Der rigges som følger: 1½ - 2 stanglængder forfang i enden af fluelinen.
Strike indikatoren fæstnes i samlingen mellem forfang og flueline.
Den tunge nymfe bindes i enden af forfanget.
Et nyt stykke forfang bindes i krogbøjningen på den tunge nymfe, og i enden af forfanget 20 - 25 cm nede bindes den ikke-belastede nymfe.
99% bruger en æggeflue som den sidste, og det giver god mening, fordi vi oplevede, at regnbuerne tog æggefluen og brovnierne tog nymfen - hver gang og unden undtagelse.
Floden er relativ dyb og med stærk strøm, så det er blind-fiskeri, man ser ikke fiskene.
Et udvalg af fluer til Lake Wanaka
I Lake Wanaka var det også nymfer, der var det store hit.
I Wanaka Sports Centre (i dag Southern Wild), der er stedet for lokal fiske-info fortalte de, at en stor del af fødegrundlaget i søen er snegle, og at der desuden generelt fanges godt på olivenfarvede dragonfly nymphs samt universalnymferne GRHE og Hare-and-copper.
Fluerne på billedet er: Venstre kolonne oppefra: Dark Lord, Hare-and-copper Gold Bead, Zug Bug (en udmærket snegleimitation) og Copper Johnny Copper Bead.
Højre række: Dragonfly Olive, Pheasants Tail Copper Thorax, Hares Ear, Hare-and-copper.
Fiskes the standard New Zealand way: Stor vægtbelastet nymfe forrest fulgt af en mindre ikke-belastet nymfe.
Da det ikke er strømvand, fiskes der uden indikator, og fluerne tages hjem, som var det traditionel vådflue.
De lokale vader slet ikke ud i vandet, men fisker brown trout helt oppe fra bredden. Kun i gin-klart vand forstås og u-de-lukkende til sighted fish.
Hvis vandet har den mindste smule farve eller er den mindste smule uklart, er standardbemærkningen: "fishin's no good today mate, a waste of time".
Brown trout har deres revir, som de afpatruljerer, og de kommer helt ind på lavt vand (10 - 20 cm dybde).
Regnbuerne, der går ude på det lidt dybere vand, interesserer de lokale sig egentlig ikke for. Så skal man jo vade ud i vandet og skræmmer derved the brownies væk!
Buller River
Mange af tilløbene til Buller River er gin-klare og relativt roligtflydende, så her er det primært tørfluer (eller nymfer naturligvis).
Men her tørfluer, især når der er klækninger, eller når der er sæson for andet f. eks. the green beetle, der er en elendig flyver, og som derfor
let bliver blæst eller skvatter i vandet.
Øverst TH: Royal Wullf, øverst i midten: Green Humpy (the green beetle), skråt TV under den: Kakahi Queen, og derefter med sort krop: Twilight Beauty.
I midten: Adams (alm udgave) og TH Pachute Adams.
Nederst to andre lokale mønstre, som jeg ikke længere husker navnet på.
Du ser stort set ikke en kiwi med en spinnestang i hånden, overvej at lade det live hjemme.
Vi havde godt nok spinnegrej med, og vi fangede også fisk med det - især, når vandet var lidt uklart.
Hvis, så kan du nøjes med en enkelt stang 9' - 10' med kastevægt 10 - 16 g. Også her er det en kæmpe fordel med en 4-delt stang.
Endegrej: Små spinnere og små blink til strømvand og til søerne blink på 10 - 16 g.
Rig til surfcasting
Kystfiskeri med blink eller flue eksisterer stort set ikke i New Zealand. Vi fandt ingen, der vidste noget om det.
Vi prøvede med alm spinnegrej - satte en del til - og fangede intet.
Hvis, så hedder det surfcast og bundmede. Rigtig surfcasting udstyr vil selvfælgelig være perfekt, ellers er man godt kørende med en
kraftig stang 10' - 12' med kastevægt mellem 20 og 100 gram samt et multihjul med 200 m frisk 0.40 - 0.45 line.
Vær forberedt på, at du fanger en masse småfisk, men bliv ikke forbavset, hvis en stor rokke eller en haj pludselig hilser på.
Køb synk og kroge dernede, den slags har vi ikke herhjemme. Som agn bruges pilchards (sardiner) eller små makreller.
De fås overalt, større tankstationer har ofte en fryser med agn.
Typisk rigges med 2 kroge af forskellig størrelse og et gennemløbssynk.
Først trådes synket på linen, dernæst den mindste krog og til sidst bindes den største krog for enden af linen.
Agnfisken kroges gennem hovedet med den yderste - største - krog, og med linen bag den bageste krog slås en dobbelt halvstik om agnfiskens hale.
Den bageste krog glider løs mellem stik og forreste krog, gennemløbssynket glider løs på linen bag agnfisken.
Stort blødt kast ud med hele herligheden.
Det her har kiwierne 100% styr på!
Alt, hvad der foregår mere end 100 m fra kysten, har de til gengæld 100% styr på, og der er masser af muligheder for at chartre
en båd og komme med ud efter virkelig store fisk.
Der skal man så heller ikke tænke på at medbringe eget grej. Bådene har alt til faget hørende.
Der er mange fishing boat charters, og typisk specialiserer de sig efter en bestemt art - snapper, kingfish, tun, marlin etc.
Spørg i den lokale grejshop, de har fingeren på pulsen.
Relativt tæt på land fiskes efter Red Snapper og Kingfish, der begge kan opnå anseelige størrelser!
Storvildtfiskeriet - marlin (sværdfisk), sailfish (sejlfisk) og store tun - foregår ude på kanten af kontinentalsoklen,
og fiskene følger med de store varme havstrømme, når de i december begynder at nå sydpå til New Zealand.
Højsæsonen er fra midt januar til sidst i april/begyndelsen af maj.
Men, men, men: Man tager ikke bare lige ud og fanger marlin og sailfish! Chancen for tun er til gengæld pæn - når man altså ellers er der i højsæsonen.
Det er på én måde vildt spændende. Alene det, at man fisker på fisk op til 700kg og med en gennemsnitsvægt på 100 - 200kg,
kan få det til at løbe koldt ned af ryggen.
Og der findes ikke noget, der er vildere, når der er fisk på.
Fanger man ikke noget, er det til gengæld totalt kedeligt. Skipper laver al arbejdet med at rigge til og med at styre båden, der sker bare ingenting!
(D.v.s. det var det, der var meningen. Hvordan det gik os, kan du læse, hvis du klikker her)
Naturen i New Zealand er fantastisk og er i sig selv hele turen værd. Oversigtsbillederne her fokuserer på naturen i New Zealand, men bag hvert af nedenstående billeder gemmer der sig historien bag udvalgte øjeblikke fra vores tur, med alle oplevelserne, nogle af turistattraktionerne og masser af fisk.
Bay of Islands
Rotorua
Turangi
Buller River
Lake Wanaka
Ahuriri River
Russel Top 10 Holiday Park
Vi fandt denne dejlige campingplads i Russell, en lille flække ved kysten midt i Bay of Islands, hvor vi fint kunne fiske fra klippeskærene omkring Tapeka Point og i Oneroa Bay.
Bay Rod & Reel
Info om fiskeriet fik vi i Bay Rod & Reel (de er så efterfølgende lukket, men der ligger helt sikkert i dag en anden og lige så venlig shop et andet sted i Russell og omegn.
Klippeskærene sydvest for Tapeka
Kahawai
Sea Perch
Mini-snapper
Vi havde alt det fine flue- og spinnegrej med, men de lokale havde ikke andet end en hovedrysten tilovers for det.
Alm. spinne- eller fluefiskeri fra kysten, som vi en vandt til, gav da heller ingen kontakt med fisk over hovedet.
Det eneste, der virkede, var surfcasting bundmede med døde pilchards (sardiner) eller stykker af makrel eller småtun. - Det virkede til gengæld.
Vi fiskede 2 hele dage primært i Oneroa Bay og sydvest for Tapeka og fangede kahawai, sea perch, småsnappers (de hugger som et maskingevær) og små trevally.
De større fisk gik åbenbart længere ude, end vi kunne nå - og dog. Den første aften i Oneroa Bay var der et eller andet, der i ét langt udløb
bare flåede line af mit Ambassadeur 6501, også selv om jeg spændte bremsen så meget, som jeg turde. Efter ca 100 meters udløb blev linen flået
over mod nogle undervandsskær, så vi fandt aldrig ud af, hvad det var.
Jeg har A-L-D-R-I-G prøvet noget lignende - 20 kgs mörrumslaks er det rene vand ved siden af.
Tidlig morgen ud med Blue Sea Charters
Store fisk = kraftige grejer
Mens vi venter på hug ......
Der trolles med høj hastighed
Vi startede med at fange agnfisk - små makreller - til fiskeriet efter kingfish. Det tog lige præcis 10 min, så havde vi agntankene fulde, men så var fiskelykken også brugt for den dag.
Resten af formiddagen var sat af til at fiske efter kingfish, men vi fik ikke kontakt med andet end barracoutas*.
Kiwier hader dem!!! Som vores skipper sagde: "Coutas are full of worms - you can't eat them, they shred whatever fish you may catch and they wreck my gear!"
(Coutas er fulde af orm - du kan ikke spise dem, de flænser alt, hvad du ellers måtte fange, og de ødelægger mit grej.)
Over middag riggede vi om til marlin og tun - men selv om skipper Hamish gav os en time mere, end vi havde betalt for, mærkede eller så vi intet.
* Det er ikke en stavefejl, de hedder barracouta (Thyrsites atun), og de er IKKE i familie med barracudaen (Sphyraenidae spp.).
Modsat barracudaen, der findes i 29 underarter og er spredt over alt i de varmere have, findes der kun 1 art af barracouta, og den lever i de køligere vande
på den sydlige halvkugle. I Sydafrika kaldes de snoek.
Mange af bådene specialiserer sig i bestemte fiskearter, nogle sejler med "turistfiskere" andre med "seriøse" fiskere, og der er stor forskel på kaptajnernes engagement.
Vi var ude med Blue Sea Charters, og skipper Hamish's engagement fejlede i hvert fald ikke noget.
Landing of Lieutenant Governor Hobson at Waitangi - Matthew Thomas Clayton 1896
Hvis ikke man tager kystvejen til Russels, skal man med den lille færge fra Paihia (det tager kun ca 10 min og sejlturen i sig selv er en omvej værd).
Og - mindre end 3 km fra Paihia ligger nationens fødested - Waitangi Treaty Grounds, et sted man som turist SKAL besøge, især hvis man alligevel er på de kanter. Læs hele historien om stedet og dets betydning på deres hjemmeside her.
Og jeg skal være helt ærlig: Vi besøgte ikke stedet på vores fisketur, men jeg har været der på en af mine andre rejser til Aotearoa.
Del af Ohau Channel
Lake Rotorua ved udmundingen af Hamurana Stream
Små olivengrønne eller grå vådflueefterligninger af smelt om dagen.
Om aftenen var en lokal flue med fosforiserende krop alt andet overlegent.
Regnbue fra Lake Rororua
Tusmørket var det absolut mest "hotte" tidspunkt. I løbet af dagen havde vi for det meste mundingerne for os selv, men omkring mørkets frembrud kom de lokale lige ned for at checke vandet af.
Hamurana Stream lige før udløbet på nordsiden af Lake Rotorua
Fuldstændig gin-klart vand der snyder. Det er ikke til at se det, men strømrenden er 3 - 4 m dyb. Vi spottede regnbuer i hullerne, men havde ingen mulighed for at fiske effektivt på dem.
O'Keeffes, Rotorua, sikke et sted!
O'Keeffes var uden sammenligning det sted på turen, hvor vi fik den bedste og mest kompetente rådgivning.
Vi havde slæbt flyderinge med - glem det!
Både skal holde 300 m afstand fra udløb, og ja - flyderinge ligestilles med både, så hvis du skulle overveje at tage flydering med - glem det!
Powhiri foran Te Aronui-a-Rua Marae i Te Puia
I Rotorua ligger Te Puia med The Maori Arts and Craft Institute, hvor Maorierne på Te Wananga Whakairo Carving School lærer deres traditionelle træskærerkunst 'toi whakairo'. Sammen med Te Puia ligger også Te Whakarewarewa, der både er det geotermisk aktive område og Tuhourangi & Ngati Wahiao stammernes hjem.
Det er en af de atraktioner, man som turist SKAL besøge, så det gjorde vi selvfølgelig.
Maori student på Te Wananga Whakairo Carving School
Maori håndværk udstillet på The Maori Arts and Craft Institute
Te Whakarewarewa
Udsigt over en del af området med Pohutu geyseren i fuld vigør.
Forrest i billedet ses de for New Zealand karakteristiske fern trees.
Kogende mudder
Mudderet er fuld af mineraler og siges at have helbredende virkning mod hudsygdomme.
Byen Rotorua ligger midt i et område, der er et stort termisk hot-spot. Flere huse i byen er forladt og afspærret, fordi der ikke er andet at gøre, når svovlholdige dampe begynder at sive op fra undergrunden. Afhængig af vind og vejr, hviler der en konstant lugt af svovl over det meste af byen, der af samme grund har øgenavnet 'Rotten Rua'.
Sporting Life Turangi
I Turangi by ligger forretningen Sporting Life Turangi. De har deres egen hjemmeside, som de dagligt opdaterer med lokale fangster, samt information om fiskeri, vejr, og vandstand. Hvad de ikke ved om det lokale fiskeri er ikke værd at vide, og som lystfisker kan man simpelt hen ikke komme i nærheden af Turangi uden at besøge dem.
Lidt udenfor Turangi ligger også Tongariro National Trout Centre med bl.a. deres 'Native Aquarium' med New Zealands måske største antal af fiskearter, der kun findes i New Zealand, med et spændende 'Fly Fishing Museum' og med et kæmpe klækkeanlæg, hvor der hvert år opdrættes millioner af regnbueyngel.
Hvis man er i tvivl om, hvad fiskeriet betyder for Turangi,
skal man bare gå en tur rundt i villakvartererne.
Byen har et lidt skidt omdømme, fordi den ligger tær på Tongariro (Rangipo) fængslet.
Vi oplevede nu den samme venlighed og imødekommenhed som alle andre steder og følte os på intet tidspunkt utrygge.
Fiskeri i Lake Taupo og floderne, der løber til Lake Taupo kræver et specielt fiskekort (ud over det statslige fisketegn). Se mere herom på DOCs
hjemmeside Taupo Trout Fishery.
Tongariro River er verdenskendt for sin enorme opgang af monster store regnbuer og brown trout, men søjsæsonen er selvfølgelig ikke december, men juli - august). Fiskeriet tiltrækker lystfiskere fra hele verden, og indtægterne herfra har stor betydning for byen.
Floden har også givet navn til en helt speciel form for nymfefiskeri 'Tongariro nymphing'.
De 4 første billeder er eksempler på, hvad man kan fange i Tongariro River. Billederne er fra Sporting Life Turangis hjemmeside.
Vi måtte nøjes med regnbuer af lidt mindre kaliber, og en masse små brown trouts
(TH) Vores guide Ian Jenkins
Vi hyrede en guide - Ian Jenkins - til i tre timer at vise os lidt omkring og til at sætte os ind i, hvor og hvorledes de fisker nymfe i Tongariro River.
Pengene var givet godt ud, alene det at kaste med de tunge nymfer og den specielle rig med en så stor strike indikator kræver en hel anden kasteteknik, end
den vi er vandt til hjemmefra.
Standard tacklet til Tongariro Nymphing er beskrevet på siden 'Om fiskeri', men vi tager den lige igen:
Der fiskes altid og uden undtagelse med 2 nymfer. En ordentlige svend som vægtbelastning og så en ubelastet nymfe eller æggeflue yderst.
Strike indikatoren (og af uransagelige grunde er alt andet end garn forbudt) fæstnes i samlingen mellem forfang og fluelinesom.
Forfang? - Ikke noget med taperinger her: 1½ - 2 stanglængder af den bedste og klareste 0.26 til 0.30 flour-carbon line, som du kan finde, bindes i enden af fluelinen.
Den tunge nymfe bindes i enden af forfanget, og et nyt stykke forfang bindes i krogbøjningen på den tunge nymfe 'the bomb'. I enden af forfanget 20 - 25 cm nede bindes den ikke-belastede nymfe.
99% bruger en æggeflue som den sidste, og det giver god mening, fordi vi oplevede, at regnbuerne tog æggefluen og brovnierne tog nymfen - hver gang og unden undtagelse.
Major Jones Pool (billede taget nedstrøms)
Breakfast Pool med Major Jones Swing Bridge i baggrunden (billede taget opstrøms)
Tuaranga Taupo River (TT-River)
Tuaranga Taupo River (TT-River)
Udsigten fra turens højeste punkt med Emerald Lakes i forgrunden og Blue Lake i baggrunden
Lige syd for Lake Taupo ligger også Tongariro National Park med bjergene Mt. Ruapehu, Mt. Ngauruhoe og Mt. Tongariro, der ud over at være filmlocation
i Ringenes Herre også har New Zealands ubestridt smukkeste en dags vandretur: Tongariro Crossing.
Turen er blandt 'top ten single-day treks in the World', og har simpelt hen også sin helt egen hjemmeside:
Tongariro Alpine Crossing.
Det er en 17 km vandretur, som de fleste - i hvert fald om sommeren, og hvis bentøjet ellers er i orden - kan være med på.
Turen tager 7 til 8 timer og der er 3 seriøse stigninger, resten er ren spadseretur.
Højeste punkt på 'standard turen' er ved Red Crater med 1866 m. Man kan lave en afstikker (+ 2 til 3 timer) op til toppen af Mt. Ngauruhoe (2287 m),
men dén er til gengæld ikke for tøsedrenge og kræver, at kondien er i orden.
Devils Staircase set fra Soda Springs
Mangatepopo Valey til Soda Springs ca 2 timer.
Turen starter i ca 1100 m højde for enden af Mangatepopo Road. Det første stykke går gennem det flade terræn i Mangatepopo Valey. Halvvejs inde i dalen, hvor en stor lavastrøm en geng standsede, kommer den første lille (og lette) stigning. Derefter bliver terrænet i dalen tydeligt mere barsk og bevoksningen får sværere og sværere ved at klare sig. Manatepopo Valey slutter i ca 1400 m højde ved Soda Springs for foden af Devils Staircase.
Udsigten tilbage over Mangatepopo Valley
Devils Staircase ca 3/4 time.
Hvorfor Devils Staircase hedder, som den gør, ved man, når man som står på toppen af den og kigger tilbage og ned i dalen. Det er standardturens hårdeste klatring, næsten 300 m høj, gennem rå lavablokke og med en stigning på mellem 45 og 60 º.
Mt. Tongariro og South Crater
South Crater til Red Crater ca 1 time.
For de barske er der mulighed for at tage afstikkeren op til toppen af Mt Ngauruhoe (min ekstra 2 timer). Billedet er taget ca halvvejs oppe i ca 2000 m højde tilbage mod Mt. Tongariro (1967 m) og South Crater.
Turen gennem selve South Crater er fuldstændig flad og uden stigning.
Opstigningen til kanten af Red Crater
Herefter påbegyndes stigningen op til Red Crater, standardturens højeste punkt. Det er samtidig turens næsthårdeste stigning. Den stiger dog ingen steder mere end 45 º, men der kan være glat. Belønningen er en fantastisk udsigt, hvor man i helt klart vejr kan se tværs over nordøen fra Hawkes Bay i øst til Mt. Taranaki i vest.
Mt Ngauruhoe
Vender man sig tilbage mod syd, og er vejret med en, har man turens bedste view mod Mt. Ngauruhoe.
Mt Ngauruhoe blev i øvrigt brugt som Mt. Doom i Peter Jacksons filmatisering af professor J. R. R. Tolkiens mesterværk "Ringenes Herre", og Frodo og Sams vej op af bjergsiden blev filmet på skråningerne af Mt. Ruapehu 15 km syd for Mt. Ngauruhoe.
Red Crater
Mod øst ligger Red Crater med de fantastiske og karakteristiske røde og sorte farver. Den størknede magna fra væggen i et senere mindre udbrudskrater er hårdere end den omkringliggende klippe og står tilbage efter at klippen omkring er eroderet væk.
Svovlholdige dampe fra kratervæggen
Et billede af skråningen ned i Red Crater og en påmindelse om, at det er et vulkansk aktivt område (det er ikke skyer, man ser mod skråningen, men svovlholdige dampe, der trænger ud af skrånningen).
Te wai-whakaiata-o-te Rangihiroa / Blue Lake
Udsigten fremad mod nord-nordvest over et hjørne af Central Crater mod Te wai-whakaiata-o-te Rangihiroa (Rangihiroas Spejl) eller Blue Lake, der ligger i North Crater og med Mt. Rotopaunga i baggrunden. Søen er tapu = hellig for Maori.
Billedet giver også lidt en forståelse for, hvordan vejret kan skifte som et knips med fingrene.
Ngarotopounamu / Emerald Lakes
Red Crater / Emerald Lakes / Blue Lake / til Ketetahi Hut ca 2 timer.
Efter nedstigningen til Central Crater (ca 1700 m) ligger Ngarotopounamu (Jade søerne) eller Emerald Lakes og derefter kommer turens tredie og sidste stigning op til Blue Lake, der ligger i knap 1800 m højde.
Central Crater, Red Crater og Mt Ngauruhoe
Lige før Blue Lake skal man huske at vende sig om og nyde den sidste fantastiske udsigt mod Mt Ngauruhoe med Central Crater og Red Crater i forgrunden.
Lake Rotoaira / Mt. Kakaramea / Lake Taupo
Rundt om North Crater mødes man af en storslående udsigt, hvor man gennem slugten mellem Mt. Tongariro og Mt. Rotopaunga i forgrunden kan se Lake Rotoaira, derefter Mt. Kakaramea / Mt. Tihia kæden og helt i baggrunden Lake Taupo.
Nordskråningen af Mt. Tongariro med Ketetahi Hut
Længere fremme midt i de smukke alpine landskab på nordskråningen af Mt. Tongariro ligger den sidste hytte på turen Ketetahi Hut (til højre i billedet). Herfra er det ned af bakke resten af vejen.
Manga-a-te-tipua Stream
Ketetahi Hut til opsamlingsstedet ca 2 timer.
Efter Ketetahi Hut går turen gennem et stykke privat land, hvor Ketetahi Springs ligger.
Ketetahi Springs er en sidste svovlstinkende påmindelse om, at vi færdes på vulkaner. Bækken derfra - Manga-a-te-tipua Stream eller, hvis vi skal være helt korrekte, en af tilløbene til den - er giftig, fyldt bl.a. med svovlsyre, borsyre, ammoniak og andre rare sager som magnesium, diverse kalciumforbindelser og jern. Vandet (eller hvad man nu skal kalde det) i bækken er op til 75 - 90 ºC varmt.
Turen slutter med et laaaangt stykke gennem native bush hvor det - på nær 2 steder, hvor man krydser et par lavaudløbere fra et ældgammelt udbrud fra Te Maari - hele tiden går langsomt nedaf. Flere steder følger stien Manga-a-te-tipua Stream.
Fra Turangi skulle videre til Sydøen for til sidst at slutte vores tur Christchurch. Vi havde desværre lejet vores bil hos svindleren David Morris / Downtown Rentals i Auckland, og problemerne med ham kulminerede medens vi boede i Turangi og resulterede i, at vi var nødt til at lade bilen stå der.
Det eneste sted, hvor vi sådan lige med dags varsel kunne leje en autocamper, der skulle afleveres i Christchurch, var - i Christchurch! Vi måtte derfor tage bussen til Wellington, færgen videre over til Picton - overnatte der - og så den efterfølgende dag videre med bussen til Christchurch.
Buller River
Buller River, der ligger i det nordvestlige hjørne af Sydøen, er en af de mægtigste floder I NZ. Den starter ca halvvejs mellem Blenheim og Westport ved udløbet af Lake Rotoiti tæt ved St. Arnaud og følger derfra State Highway 6 vestover til Westport.
Selve Buller River ligger for det meste langt nede og er svært tilgængelig.
For lystfiskere er den mest interessante tilløbene og til dels den øvre del af selve hovedløbet fra St. Arnaud og til 11 km. nedstrøms Murchinson, hvor SH65 går fra mod Christchurch.
Der er fiskepladser nok til et helt liv alene i Buller River med tilløb, og uden hjælp står man som Moses ved Det Røde Hav, men heldigvis er der også her god hjælp at hente på Fish & Game New Zealands eller NZ-Fishing.coms hjemmesider.
Vi fiskede i to af tilløbene, Maruia River og Owen River, begge billedskønne, men meget forskellige og med det efterhånden så velkendte ginklare vand.
Maruia River er lettest tilgængelig, den er rimelig stor, åben og bred med krusninger på vandet. Owen River er meget mindre og mere stille flydende, det er rigtig pürsch-fiskeri og ikke let for et par klodsede danskere; et blindkast hen over fisken og pist, er den væk.
Nul fisk på tasken, men sikken oplevelse.
Maruia Falls
SH 65 - Shenandoah Highway, der forbinder SH7 (Springs Junction) og SH6, følger meget af vejen Maruia River før den (floden altså) til sidst løber ud i Buller River. Ca 10 km før SH6 ligger Maruia Falls, der blev dannet efter et jordskælv i 1929, og som absolut er et besøg værd. Maruia Falls spærrer effektivt for opgang, men ikke desto mindre rummer floden en pæn bestand af brownies både op- og nedstrøms faldet, og flere steder langs SH65 er der fin adgang til floden.
På morgenfiskeri i den skønne Maruia River
Vi overnattede på flodbredden ved West Bank Road ca 17 km fra Springs Junktion og fiskede den efterfølgende morgen og formiddag på en billedskøn strækning. Vi fangede ikke noget, men fra vejbroen kunne vi i det klare vand se flere og rigtig store brownies.
(Til gengæld blev vi om aftenen totalt overfaldet af sand flies, der er New Zealands absolut største plage. De efterlader en lille hævelse på størrelse med hullet i gammeldags 25-øre, og det klør i en hel uge!) Læs mere om sand flies her.
Vejs ende ved Owen River
Owen River er absolut anbefalelsesværdig, men en kilometers penge oppe af floden ligger der en fiskelodge, så fiskepresset på floden er relativt højt. Af samme grund søgte vi så langt op af floden, som vi kunne komme. Her er vi helt oppe i den øverste del af Ower River ved et af de få steder, hvor der var endog meget let adgang til floden.
Pürsch i Owen River
Owen River er et drømmevand, men svært af fiske på den øverste strækning, hvor floden løber nede i en slugt. Owen River er gin-klar og ideel til at se fiskene i, da træerne langs floden skaber skygge og derved nedsætter lysets reflektioner i overfladen.
DOC campingplads ved Lake Kaniere og søen i baggrunden
Videre ned langs vestkysten til en af de mange søer, hvor der skulle være et forrygende fiskeri efter brown trout.
Valget var faldet på Lake Kaniere, men med omslag i vejret, gråvejr, regn, og hundekoldt om natten, blev det en blandet fornøjelse. DOC har en campingplads ved Lake Kaniere. Pladsen er udmærket, men fiskeriet var ikke noget at skrive hjem om, men måske det skyldes, at vi på grund af det dårlige vejr heller ikke var top-motiverede. Per nåede at fange en enkelt aborre fra flydering inden vi flygtede videre sydover.
På vej ind til Fox Glacier
På vejen - der er kun én - ned gennem The Westcoast passerer man de to store gletchere, Franz Josef Glacier og Fox Glacier. Der er fine gåture - der pga klimaforandringerne dog bliver længere og længere - gennem de imponerende gletcherdale ind til begge gletcherne.
Billedet her er (i 2004) taget ca 1 km før gletcheren og stendyngerne til venstre var der, hvor gletcheren stoppede for ca 200 år siden.
Fox Glacier år 2004
Udmundingen af Fox Glacier (i 2004). Man kan se stendynger her, som gletcheren har skubbet foran sig, ligesom på det foregående billede. I godt vejr kan man se langt op over gletcheren, men ikke lige den dag, vi var der.
Wanaka i solskin
Den lokale ranger (politimyndighed) var også områdets eneste grejforhandler, Wanaka Sports Center (i dag Southern Wild), hvor vi fik kort over søen, oplysninger om fiskeriet og især meget strenge instrukser om, hvor vi ikke måtte fiske(!!!)
Paddock Bay med Harris Mountains i baggrunden
Ud til en stor lavvandet bugt Paddock Bay, hvor vi i 3 dage havde et fantastisk fiskeri efter sølvblanke regnbuer og skønne brown trouts (brownies).
De lokale går oppe på bredden og fisker kun efter fisk, som de har set i vandet (sight fishing). De går mest efter brownies, der er meget territoriale og som patruljerer helt ind på 10 cm vand. Regnbuerne går længere ude, dem tager de kun fra båd.
Sight-fishing efter brownies kræver solskin og helst vindstille. Solskin havde vi pletvis, vindstille kun i få øjeblikke. Til megen hovedrysten fra de lokale vadefiskede i ankel- til knædybt vand, affiskede både det helt lave vand omkring os og grødebankerne ude på godt en meters vand.
Fuldstændigt som de lokale sagde, fangede vi brownierne inde på det lave, medens regnbuerne fulgte fluerne lige til kanten af grøden før de tog dem.
Indtagningen skulle helst foregå i et frisk tempo, så det var bestemt ikke snegle, som de tog fluen for.
Lake Wanaka brown trout
Jeg havde lige mistet en hidsig regnbue og var gået op på land for at give vandet fred et par minutter og samtidig skifte fluer og forfang.
Man ser det ikke på billedet, men det blæste faktisk temmelig kraftigt, og selv om vandet var krystal klart, var det umuligt at se fiskene.
Da jeg startede fiskeriet igen, var det næsten helt inde fra bredden.
Denne her stod på under ½ meter vand og tog fluen i mit tredie kast på vej ud.
Per med flex på klingen, endnu en regnbue har taget nymfen
Også her bekræftede vores fangster, at man - som altid - skal lytte til de lokale. De ved, hvad de taler om.
Lake Wanaka brown trout
Endnu en flot browntrout på 55 cm og knap 2 kg fra Paddock Bay.
Lake Wanaka rainbow trout
En skinnende blank regnbue på 45 cm fra Paddock Bay.
Per 12.000 fod over The Remarkables
Bungeeeeeeee
Faldskærmsudspring, hanggliding, paragliding, parasailing, bungyjump, 4WD off-road ture af alle slags, dykning, fly-by-wire, white-water rafting og -surfing, guldgraverture, skisport og og og - listen synes endeløs.
Knapt så meget fiskeri, men parasailing på Lake Wakatipu, faldskærmsudspring med NZone over The Remarkables og bungy jump ved Kawarau old Military suspension Bridge med A J Hackett, der, hvor hele bungy-eventyret i sin tid startede.
Lake Wakatipu i regnvejr ved Kinloch Station
Moke Lake
Lidt fik vi dog fisket.
Lake Wakatipu huser både regnbuer og indsølaks, og der er mange interessante tilløb til søen. I den nordlige ende ved Glenorchy løber Dart River til Lake Wakatipu, og mundingen er berømt for sit gode fiskeri. Fiskeriet foregår ved Kinloch Station på modsatte side af tilløbet. Der er ca 75 km derud, og de sidste 10 km er rent vaskebræt med masser af huller i vejen.
Vi tog derud - skyfrit ved Queenstown og øsende regnvejr ved Kinloch Station. Gin-klart vand og masser af små ørredfisk i overfladen.
De var utrolig selektive og interesserede sig kun for bittesmå og super-naturtro nymfer fisket lige under overfladen.
For resten ligger Paradise på vejen fra Queenstown og derud, det er også virkelig smukt - når bare det ikke regner altså - men vi var nok desværre efterhånden blevet lidt immune.
Små 10 km nord for Queenstown ligger der en fin lille sø Moke Lake, også med en fin bestand af ørreder.
Vi sluttede ved Wye Creeks tilløb på østsiden af lake Wakatipu, hvor regnbuerne fulgte med helt ind på 5 - 10 cm. vand, før de - pist - vendte om igen.
Som alle andre steder; spørg for hos de lokale. De ved alt om adgangsforhold og fiskeriet er meget afhængig af vejr og årstid.
Queenstown gav ikke så mange fisk, men var på alle måder spænding på højt niveau.
Bjergkæden The Remarkables / Queenstown
Bjerkæden The Remarkables står som en fast kulisse for Queenstown, og der er et eller andet betagende over dem.
For Tolkien fans er det værd at bemærke, at det er The Remarkables, der bruges som Misty Mountains i indledningen til 2. del af trilogien Ringenes Herre "De To Tårne", hvor der zoomes ind over bjergene og ned til Gandalfs kamp mod balroggen i Khazad Dûm.
Desuden er Dart River deltaet brugt som kulisse for Isengard, og optagelserne til skovene i Lothlórien er lavet i skovene ved Paradise (og ja, Paradise ligger ca 20 km fra Dart Rivers udløb i Lake Wakatipu).
New Zealand er Middle Earth, ikke kun i Peter jacksons fantastiske filmatisering af professor J. R. R. Tolkiens mesterværk "Ringenes Herre", men også i virkeligheden. Godt nok er meget af filmene lavet digitalt, men landskaberne og inspirationen til det digitale findes live i New Zealand.
Lakseopdrættet i Tekapo Pukaki Canal
I Tekapo-Pukaki Canal, 667 meter over havet, ligger Mount Cook Alpine Salmon Farm, hvor de årligt opdrætter 120 tons chinook salmon (kongelaks).
Det medfører så, at der er en bestand af undslupne kongelaks, der overlever på spildfoderet fra farmen, og fiskeriet efter dem foregår derfor hovedsageligt på stykket lige nedstrøms farmen.
Fiskeriet er berømt, fordi laksene opnår betragtelige størrelser (langt over 10 kg), og da kanalen er menneskeskabt, er fiskeri med naturlig agn tilladt.
Den eneste form for fiskeri, som de lokale dyrker, er da også bundmede med orm.
Ja, det er et fiskeri, man ikke finder andre steder, og ikke et ondt orm om ormefiskeri; men hvis nogen spørger mig, så er det dødsygt. At stå og fiske efter undslupne knutnævefisk i en menneskeskabt snorlige kanal uden nogen form for variation - og så i New Zealand af alle steder, hvor de har så meget og så sublimt naturligt fiskevand!
Men sådan vi vi jo så forskellige.
Crown Range Road.
På vej derop kører man ad 'The Crown Range Road', der i 1076 m højde fører over det højest asfalterede bjergpas i New Zeanand 'The Crown Range'.
Ahuri River med State Highway 8 broen i beggrunden.
På højsletten efter Crown Range Pass lige nord for Omarama gjorde vi holdt, der hvor Ahuriri River krydser State Highway 8 lige før den løber ud i Lake Benmore. På venstre hånd er der en parkeringsplads, og det er ren Mercedesfiskeri, man kan fiske lige ud for P-pladsen.
Ahuriri River er kendt for sit fine fiskeri, og den er noget af det smukkeste, vi så på turen.
Havde vi vidst, hvad Ahuriri River havde at byde på, havde vi helt sikkert planlagt et længere stop der. En flerdages trek langs den smukke flod ville være oplagt.
Sådan skal en regnbueørred se ud!
Vi havde egentlig kun planlagt et frokost-stop, men det tog os ikke lang tid at finde fiskegrejet frem og listede så en tur langs bredden.
Vi havde gået mindre end 50 m da vi så en pæn fisk trække i ly under en busk ved en strømrende.
I det tredie kast tog den æggenymfen.
Det var suverænt turens flotteste fisk - sådan skal en regnbue se ud.
Og sådan ser en kongelaks fra Tekapo-Pukaki Canal ud!
Vi så 2 pensionister hale mindst 4 fisk på en 2 - 3 kg op af kanalen i løbet af en eftermiddag.
Det blæste en pelikan, så nymfefiskeri var udelukket, men heldigvis fangede Per en 2,3 kg fisk på spin.
Æren var reddet.
Opihi River i nærheden af Raincliff.
Sidste stop på turen skulle være en af de mange floder, der afvander Canteburry Plains, et fladt område på størrelse med Jylland syd for Christchurch, så fra Tekapo gik turen østover mod kysten, målet var Opihi River.
Vi startede i nærheden af en lille flække ved navn Raincliff ca. 60 km oppe af floden, hvor vi mødte en af de lokale, der uden held havde brugt formiddagen på at fiske stykket igennem.
Han anbefalede os at prøve helt ude ved kysten, hvilket vi også ville, men nu vi var her, skulle vi da lige prøve …
Vi brugte så resten af eftermiddagen ved Raincliff uden at være til fare for ørredbestanden der.
I løbet af eftermiddagen og aftenen slog vejret om, og næste dag startede med regn.
Per med en farvestrålende Brown Trout på 60 cm fra Temuka River.
Den næste dag var selve Opihi River både uklar og oversvømmet på grund af regnen, så vi endte op i et af sideløbene, Hae Hae Te Moana River (Temuka River) i stedet.
Fra State Highway 1 og ned til jernbanebroen er der det mest fantastiske stykke.
Floden deler sig i flere løb, og der er masser af huller, sving og overdækkede skjul, hvor vi i løbet af formiddagen begge fangede pæne fisk.
Efterskrift.
Dette var kun øjebliksbilleder med fiskeriet i focus.
New Zealand har bare så meget fiskevand, og der er bare så smukt. „Tag det bedste fra alle lande, saml det et sted og du har New Zealand“ er vitterlig ingen overdrivelse.
Vi lavede en væsentlig fejl på turen, vi ville nå alt alt for meget.
Selv på 5 uger bør man begrænse sig til en af øerne og højst satse på 1 sted pr. uge.
Vær også forberedt på at skulle ændre planer fra dag til dag. Især på Sydøen betyder vejr og vind alt for fiskeriet og for oplevelsen af landet.
Research er vigtigt, og jeg kan ikke gentage tit nok: Spørg de lokale til råds, og ikke kun med fiskeriet. Kiwierne er generelt meget venlige, hjælpsomme og deler gerne deres viden og erfaringer.
Hemmelighedskræmmeri med fiskepladser mv og jantelov findes ikke dernede.
Nu er firmaet heldigvis lukket, men der var i 2004 en Mr David Morris, der havde et biludlejningsfirma ved navn Downtown Car Rentals / Downtown Rentals present via hjemmesiderne new-zealand-rental-cars.com og visitnz.co.nz (de er også begge lukket nu).
Den korte version af vores historie er:
Over internettet havde vi bestilt en sleepervan (billigudgave af en autocamper) og aftalt levering i lufthavnen.
Alt var bekræftet, men da vi ankom, var der ingen David Morris.
Da vi efter 3½ time endelig fik fat i ham, kunne vi slet ikke få den bestilte sleepervan.
I stedet fik vi midlertidigt en alm. bil og lovning på den bestilte sleepervan i løbet af 1 - 2 dage.
Det tog 13 dage! Og da han endelig leverede den, måtte vi konstatere at bilen var et lig. Et lokalt værksted kunne bekræfte, at ALT i bilen var nedslidt,
der var bl.a. ingen kølertermostat, kølesystemet var flere steder utæt på grund af rust, motoren var slidt op, manifolden var utæt, og der var ingen
slidbane på det ene hjul. Mr Morris fastholdt at: "The car is excellent!"
Det havde vi jo så bevis for, at den IKKE var, og hårdt presset måtte Mr Morris acceptere vores ret til at annullere kontrakten, og at vi heller ikke
skulle betale for den periode, hvor vi havde haft den anden bil.
Ikke desto mindre hævede svindleren hele lejebeløbet på mit kreditkort og nægtede at tilbageføre noget som helst!
Heldigvis for os var kontrakten udfyldt uden angivelse af kreditkortnummer og omhandlede en anden bil, end den, der var bestilt over nettet,
så ved at anmeldte ham for svindel med kreditkort fik jeg mine penge igen fra kortudbyder.
www.virtualoceania.net/newzealand
AA (FDM's søsterorganisation i New Zealand)
MyPlanet (specialister i rejser til New Zealand)
Wendekreisen (specialister i autocampere)
Budget Backpacker Hostels New Zealand (her bor du billigt i New Zealand)
Det geotermiske område 'Te Puia'
New Zealand Maori Arts and Crafts Institute
Tongariro National Trout Centre
Museum of New Zealand, Wellington - Te Papa Tongarewa
Ringenes Herre lokationer i New Zealand
Manden bag historien
Født i 1957 og passioneret lystfisker gennem mange, mange år.
Jeg er vild med at rejse og har blandt meget andet været i Aotearoa flere gange.
Fisker hjemme i Danmark mest efter havørred på kysten omkring Als eller efter laks / havørred i Gels Å, men har det ikke godt, hvis ikke turen en gang
om året går til enten Mörrumsåen i Sverige, Marna eller Tovdalselva
i Norge.
Udgør bestemt ingen trussel mod havørredbestanden i Danmark, da det meste af den tid, der egentlig burde tilbringes med fiskestang i hånd bruges på
foreningsarbejde.
Siden 1989 formand for Sportsfiskerforeningen ALS og siden 2021
også formand for Syddanske Lystfiskere.
Tidligere regionsformand i Danmarks Sportsfiskerforbund Sønderjyllands
Amt og formand for Gels Å Sammenslutningen af 1976.
Kan bookes til at fortælle om denne tur til New Zealand, om fjeldørredfiskeri i Grønland eller om fiskeri i Gels Å.
Træffes på e-mail: formanden(snabela)sportsfiskerforeningenals.dk
Danish Dynamite hårvinget lakseflue
Krog: Enkelt eller dobbelt laksekrog
Bindetråd: Rød
Tag: Flad guldtinsel
Hale: Røde brystfjer fra guldfasan
Butt: Rød strudseherl
Rib: Oval guldtinsel
Palmer hackle: Hvid høne
Krop: Hvid uldgarn
Fronthackle: Rød hane (bundet som falsk hackle)
Vinge: Rød ged eller rød egernhale afhængig af fluestørrelse samt to stråler hvid angelhair yderst.
Hoved: Rød bindetråd
Danish Dynamite klassisk vådflue
Krog: Vådfluekrog i en til lejligheden passende størrelse
Bindetråd: Rød
Hale: Rød uldgarn eller rød marabou
Rib: Oval guldtinsel
Krop: Hvid uldgarn
Fronthackle: Røde fjerstråler (her bundet som falsk hackle)
Vinge: Rød ged, egernhale, kalvehale eller lign.
Hoved: Rød bindetråd
Lady Dynamite
Krog: Salmon Low Water Trebble #10, 8 eller 6
Bindetråd: Rød
Hale: Rød marabou, (lidt længere end selve krogen)
Rib: Oval guldtinsel
Krop: Hvid uldgarn
Fronthackle: Røde fjerstråler (her bundet som falsk hackle)
Vinge: Rød ged, egernhale eller lign.
Hoved: Rød bindetråd
Hvorfor skal det altid kun være i fodbold, at Danmark gør sig internationalt bemærket med de rød-hvide farver?
I 1986 greb denne glædesrus til sidst så vidt om sig, at De Forenede Bryggerier lod sig forlede til at hylde landsholdet og vort smukke flags farver
på deres gode Carlsberg pilsnerøl.
I dag (red: 1992) efter EM-guldet har sågar vort gamle kongelige postvæsen overgivet sig og udgivet et frimærke fyldt med den glade roliganstemning
fra Rådhuspladsen hin juniaften, hvor Danmark med 2-0 sejren over Tyskland for anden gang blev placeret på verdenskortet.
Så spørger jeg igen. Skal denne glæde virkelig kun være forbeholdt roligans og andre mere eller mindre opportunt opståede fodboldfans? - Nej, vel? Skulle vi lystfiskere ikke også kunne være med?
Nu er det ikke fordi jeg er så f...... klog på det der med fluemønstre og latinske navne på de insekter, de imiterer.
Ej heller kan jeg med et sofistikeret blik i øjet åbne min flueæske og slynge om mig med velklingende navne på længst forgangne engelske adelsmænd og deres
kreationer i spraglede eksotiske mønstre. Jeg har i min flueæske en række fluer af blandet herkomst og farvesammensætning - og så et par store og et par
lidt mindre.
Det vigtigste for mig er ganske enkelt, at jeg har lidt i forskellige farver og udseende, så jeg måske kan ramme netop det, ørreden i dag falder for.
Og sagt i al beskedenhed: Jeg er da også en gang imellem så uheldig at få fisk på tasken.
Lad os da opløfte blikket fra de entomologiske studier og lade støvet hvile i fred på de klassiske mønstre. Lad blot glæden for en tid fortrænge den konservatisme og snævertsynethed, der stadig hærger fluebindingskunsten. Lad os binde en glædens hyldest til vort land, fodboldlandsholdet, vort nej til unionen eller hvad den enkelte nu har lyst til - og således tilføje fluebindingens hellige almanak en ny farvedimension med en rigtig dansk fluefamilie affødt af ægte nationale følelser.
Ingredienserne hertil er naturligvis rødt og hvidt kronet med intet mindre end en rib af det pure guld.
For så at være rigtig dansk kan denne fluefamilie naturligvis ikke have et dansk navn! Det passer dog helt fint her, for hvad kunne fluerne hedde andet end:
Danish Dynamite.
Nu er det så op til jer at vise de rød/hvide farver. Der er ingen fangstgaranti, men garanti for mangen en sludder med lidelsesfæller i ind- og udland, når I fisker med Danish Dynamite.
Det skete uden varsel - som et hårdt slag på stangen, og før hjernen havde nået at registrere, hvad der skete, havde armene for længst givet modhug.
Reaktionen ude i vandet lod heller ikke mange brøkdele af et sekund vente på sig. En serie hårde rusk havde nær revet stangen ud af hænderne på mig, og samtidig med at hjertet pumpede adrenalin ud i blodet, rungede en stemme inde i hovedet: "FIIISK!!!".
De brutale rusk afløstes af et gevaldigt udløb, hjulets bremse skreg, og nu sprang fisken helt fri af vandet. Stangen blev lynhurtigt fældet til et sideværts nedstrøms pres. "Hold da helt kæft mand - det er en laks, og den er stor!".
Laksen stillede sig bag sin sten og genoptog de enorme rusk fra før. Stangen stod spændt som en flitsbue.
"Nedstrøms for fisken, og så presser du den væk fra stenen!" Ruskene stoppede, og pludselig skar linen sig hvinende gennem vandet. Laksen havde besluttet sig for at søge skjul ovre ved den anden bred!
"Hvis laksen når den store sten under de udhængende grene derovre, har du tabt!" Inden laksen var kommet halvvejs over åen, havde jeg allerede skiftet til et vandret pres fra modsat side. Det bragte laksen ud af kurs og op i overfladen, hvor den i et kort sekund væltede rundt, før den igen jog skråt nedstrøms, tilbage mod min egen bred.
Nu kører det
"Nu kører det - line ind - slæk bremsen, bare en lille smule - og kom så nedstrøms for fisken igen!". Laksen reagerede prompte - nu stod den bare helt stille. Det eneste jeg registrerede var, at den spændte line sang i den svage vind.
"Vågn op, laksen står og samler kræfter". Jeg ændrede vinklen og pressede den indtil bremsen begyndte at tikke. Straks kvitterede laksen med en ny serie rusk, nu blot ikke så vilde som før, og pludselig blev bremsens tikken afløst at et hvin, da fisken igen tog en rundtur ude foran mig. Laksen fightede bravt, men efterhånden blev udløbene svagere og svagere, og jeg måtte løsne bremsen mere og mere for ikke at presse laksen op i overfladen.
Til sidst måtte den overgive sig, og liggende kæntret i overfladen lod den sig føre ind gennem et hul i sivene til en lille lavvandet vig.
Med et desperat opbrud af sine sidste kræfter vendte den og sprøjtede vandet metervidt omkring sig. Presset fra stangen var dog nok til både at holde og vende laksen, og med gællerne gispende efter ilt baskede den sig selv langsomt, men sikkert op på det tørre. Ganske stille kunne jeg nu tage den i halen og skubbe den et par meter op på bredden. Jeg lagde mig på knæ ved siden af fisken, og idet jeg rejste den på højkant, nåede den at slå et sidste dovent slag med kroppen, før skæftet på min kniv med et dask sendte den til de evige gydebanker.
Fluen sad perfekt, kun lige hovedet stak ud helt inde bagest i venstre mundvig. Et snit med kniven, og jeg stod med fluen i hånden.
Pludselig kunne jeg igen høre alle de normale lyde omkring mig. Mörrumsåens stille klukken langs bredden, bruset fra faldet mellem pool 7 og 8, bogfinkens kvidren i træerne ovenfor og andemors snadren i sivkanten her lige ud for skiltet mellem pool 6 og 7.
Langsomt rejste jeg mig og kunne nu rigtigt beundre fisken - nystegen, sølvblank, med ansats til en lille kæbekrog - altså en hanfisk, som vægten og målebrættet ved Laksens Hus senere skulle bevise, på 9,02 kg 94 cm.
Hvilken flue det var?
En Danish Dynamite! - hvad ellers? Danish Dynamite er beskrevet i min artikel fra 1992.
1992 var året, da det danske fodboldlandshold med 2-0 sejren over Tyskland sikrede sig Europamesterskabet, og året, da jeg skulle forsøge mig med flue i Mörrum. Nu - 4 år senere - skulle det altså lykkes.
Mønsteret Danish Dynamite har ingen relationer overhovedet til fisk, det er udelukkende en hyldest til de danske farver og en provokation mod den til tider selvforherligende, selvhøjtidelige og gabende kedelige debat om fluemønstre.
Ikke desto mindre har fluen i forskellige størrelser og faconer siden 1992 været både stalling, bæk-, regnbue- og havørred samt aborre, skaller og nu også laks et dyrt bekendtskab.
Undervejs har Danish Dynamite været udsat for lidt af hvert. Den har været klædt på til fest og ballade som "rigtig", men dog hårvinget - lakseflue, og som strandpiger på en solvarm sommerdag har den været klædt af til næsten ingenting.
I vinters lod jeg mig inspirere af Michael Beck Hansen i bogen "Størrelse er ikke alt" - en bog, der har mine varmeste anbefalinger - til at binde en lille fræk trekroget sag i str. 8, hvor den røde tag blev skiftet ud med en busket hale af rød marabou.
To af mine sidespring har givet pote. Den "rigtige" lakseflue med en undermålslaks i Mörrums pool 28 og nu marabou udgaven med 9 kilos laksen i pool 7. Ellers har det altid været det "originale" mønster som alm. vådflue, der har været bedst fangende.
De rød-hvide farver
Nu hvor fodboldlandsholdet er gået hjem og har lagt sig, har Ulrik Wilbek og de danske håndboldpiger i stedet bragt hele nationen på den anden ende.
Vi afbryder et øjeblik og går kortvarigt i coma først over Tour-de-France, som Bjarne Riis i et brag af en præstation kører hjem, siden over 3 dugfriske OL-guldmedaljer + 1 i bronze, og jubelen vil ingen ende tage, da håndboldpigerne afslutter festen med at snuppe OL-guldet for næsen af Korea.
Hvornår mon de bliver forfremmet fra at være "jern-ladies" til at være "golden girls"?
For mig at se har de uddistanceret alt andet med op til flere håndboldbane-længder og derfor skal Danish Dynamite i sin marabou udgave have tilnavnet Lady Dynamite og være min beskedne hyldest til vore allesammens fantastiske håndboldpiger.